Den danske svømmedelegation ved OL vokser i øjeblikket dag for dag. Fredag formiddag har Pernille Blume kvalificeret sig til legene i Rio som den ottende danske svømmer.
Ved Danish Open svømmede Blume under kravtiden allerede i det indledende heat på 50 m fri. Pernille Blume slog ind i tiden 25.04, hvilket er rigeligt i forhold til den krævede tid på 25.07.
Også Jeanette Ottesen brillerede fredag formiddag, da hun i samme disciplin svømmede 50 meter på 25.03.
De to svømmere var placeret i hver deres indledende heat. I aften mødes de i finaleafsnittet, som streames direkte på dr.dk fra klokken 17:30. Her vil H.K.H. Kronprinsesse Mary i øvrigt være på plads i Bellahøj Svømmestadion. Kronprinsessen er protektor for Dansk Svømmeunion.
Disse er kvalificeret
På de første tre dage af Danish Open har disse svømmere kvalificeret sig til OL i Rio.
Kvinder: Pernille Blume, Jeanette Ottesen, Rikke Møller Pedersen, Lotte Friis, Mie Ø. Nielsen
Mænd: Viktor Bromer, Anton Ørskov Ipsen og Mads Glæsner.
Efter Danish Open vil der en enkelt mulighed for at klare OL-kravtider for de danske svømmere. Det er i forbindelse med EM, som afholdes i London i perioden 16. – 22. maj.