OVERBLIK Kom igen Danmark: Her var det lige ved og næsten for danske atleter

OL i Rio de Janeiro har budt på utrolig mange højdepunkter for de danske atleter. For andre blev OL-resultatet dog ikke til det, de havde håbet på. Få overblikket her.

Blade og græs, en tabt åre, et ødelagt sejl og en irriterende venezuelaner. Heldet var ikke med alle de danske atleter under OL i Rio.

To guldmedaljer, seks sølvmedaljer og syv bronzemedaljer.

De Olympiske Lege i Rio de Janeiro er gået over al forventning for de danske atleter.

Pernille Blume i svømmebassinet, Jakob Fuglsang på cyklen på Copacabana og Mikkel Hansen og co. i håndboldhallen er bare nogle af de danskere, som har fået os op af sofaen i glædesrus.

Der er dog også nogle danske atleter, som har fået os til at tage hænderne for hovedet og tænke 'kom igen'. For dem var det lige ved og næsten.

Få overblikket over de danske atleter, som var så tæt på, men alligevel så langt fra i artiklen her:

Fie Udby, roning

Da Fie Udby vandt kvartfinalen i 2000 meter singlesculler i overlegen stil, regnede mange, og ikke mindst hende selv, med, at der var en OL-medalje på vej til Danmark. Danskeren vandt sølv ved OL i London.

Men i semifinalen ramte uheldet hende fra en klar himmel i Rio.

Efter 250 meter stoppede danskeren pludseligt op, da hun tabte den ene åre.

Det viste sig efterfølgende, at det var den firkant, hvor åren sidder fast, der pludselig gik op, og åren røg ud. En fejl, Fie Udby aldrig havde troet skulle ramme hende.

- Jeg har set så mange gøre det her og altid sagt, at det sker ikke for mig. Jeg tjekker altid mit udstyr, og så sker det i en OL-semifinale, lød det fra en knust Fie Udby efter heatet.

Trods en heroisk indsats kunne Fie Udby ikke ro sig tilbage i løbet og danskeren sluttede sidst i semifinalen.

René Holten Poulsen, roning

Fie Udby var ikke den eneste dansker, der blev ramt af uheld på den olympiske sø.

Den tredobbelte verdensmester René Holten Poulsen var måske den dansker med det tungeste medaljepres på sine bredde skuldre. Den 27-årige dansker blev dog både ramt af sygdom under OL, og i finalen i 1000 meter enerkajak kom der også græs og blade i vejen for en dansk medalje.

Danskeren måtte nøjes med en sjetteplads, hvilket langt fra var planen.

- Gu' fanden var det sgu da ikke meningen. Men hvad skal jeg gøre, lød det fra en tydeligt skuffet René Holten Poulsen efter løbet.

Jonas Høgh-Christensen, sejlads

Også på det åbne hav blev danskerne ramt af uheld. Og igen var det et af de helt store danske medaljehåb, som blev ramt.

Efter nogle svingende sejladser ramlede det hele sammen under det fjerde sejlads, da sejlet på hans finnjolle gik i stykker.

OL i Rio sluttede med en beskeden 17.-plads efter de ti indledende sejladser. Og det var samtidig også enden på veteranens olympiske karriere.

- Det er hårdt arbejde, og jeg bliver ikke yngre. Men fire OL-deltagelser og fem VM-medaljer - det må være en godkendt karriere, sagde Jonas Høgh-Christensen.

Jeanette Ottesen, svømning

OL i Rio blev en blandet landhandel for de danske svømmere. For mens Pernille Blume overraskede alt for alle med sin guldmedalje i 50 meter fri, var der ikke helt så meget fart på nogle af de mere rutinerede kvinder.

En af dem var den tidligere verdensmester Jeanette Ottesen, der formåede at kvalificere sig til to finaler - 100 meter butterfly, hvor hun blev nummer syv, og 100 meter fri, hvor hun endte med en ottendeplads.

Jeanette Ottesen kunne dog trøste sig med en bronzemedalje i 4 x 100 meter medley.

Rikke Møller Pedersen, svømning

Hvis der var en svømmer, som skulle vinde en OL-medalje, var det Rikke Møller Pedersen. Sådan gik det desværre ikke.

Arme og ben ville ikke det samme som Rikke Møller i finalen i 200 meter bryst, og svømmestjernen gik fra at føre løbet til at blive den allersidste.

- Det er svært at forklare. Jeg synes virkelig, jeg prøvede at holde mig til mig selv, og jeg kom godt og let ud, sagde en grædefærdig Rikke Møller Pedersen.

- Alle kender det med, at man begynder at blive stiv i sin svømning og får en følelse af at blive omringet, og så det hele samlet - det var lidt meget lige at kapere.

Annika Langvad, mountainbike

Annika Langvad kom til Rio med en verdensmestertitel i bagagen, så forventningerne var høje til den 32-årige mountainbike-rytter.

Men det danske medaljehåb var ikke i nærheden af at indfri forventningerne i mountainbikeløbet ved OL i Rio.

Verdensmesteren, der også topper verdensranglisten, måtte nøjes med en placering som nummer 11 og var mere end to minutter fra en medaljeplacering.

Annika Langvad valgte dog at fokusere på sæsonens mange højdepunkter efter OL-løbet.

Simone Tetsche Christensen, BMX

En anden dansk kvinde på cykel med medaljedrømme var Simone Tetsche Christensen. Den 22-årige BMX-kører viste lovende takter i de indledende heats, men i semifinalen stødte hun ind i en ond ånd - bogstaveligt talt.

Her skulle hun nemlig op mod venezuelaneren Stefany Hernandez i tre action-prægede heats for at tilkæmpe sig en finaleplads. En duel der endte i flere sammenstød og en samlet syvendeplads til danskeren.

Og det var en tydeligt irriteret BMX'er, der mødte DR Sporten efter sidste løb.

- Hun ( Stefany Hernandez red.) kører ikke med hjernen, og det fede ved BMX er, at man virkelig skal have hjernen med rundt for at køre et godt ræs. Det har hun bare langt fra, og det er ikke første gang. Det er bare pisseirriterende, sagde Simone Tetsche Christensen.