Dansker går glip af OL-billet: Jeg var klar og topmotiveret

Cykelrytteren Cecilie Uttrup Ludwig kommer ikke til OL, selvom hun stod først i køen, da russer meldte afbud. Nu sidder hun skuffet tilbage.

Cecilie Uttrup Ludwig krydser målstregen ved U23-VM i enkeltstart. (Foto: © MICHAEL KOOREN, Scanpix)

Skuffelsen over ikke at komme med til OL er stor for Cecilie Uttrup Ludwig.

Den danske landevejsrytter havde ikke kvalificeret sig, men hun stod først i køen til at træde til, da en russer meldte fra og dermed åbnede op for hendes deltagelse.

Alligevel sidder hun stadig i Malaga, hvor hun har holdt sig klar til OL, hvis muligheden skulle opstå.

Danmarks Cykle Union og Danmarks Idrætsforbund besluttede nemlig, at det ikke ville give mening at sende en dansk rytter afsted med så kort varsel.

- Jeg er naturligvis ked af det og meget skuffet. Jeg ved godt, at det ikke er de optimale forberedelsesbetingelser, men jeg synes nu engang, at man må spille med de kort, man har fået. Ellers var der vel heller ikke nogen grund til at sende et helt fodboldhold afsted i ’92, siger hun.

Topklar og topmotiveret

Hun afviser, at den korte forberedelsestid skulle afholde hende fra at levere et godkendt, sportsligt resultat på landevejene i Rio. Hun rejste til Sydspanien med det mål for øje at træne i omgivelser lignende dem, hun ville møde i Brasilien, hvis hun blev sendt afsted i sidste øjeblik.

-Jeg er topklar og topmotiveret. Ruten lå rigtig godt til mig, og jeg er i mit livs form. Hvis chancen havde budt sig, så kunne jeg have taget en flyver i går aftes og været fremme i dag og haft rigelig med tid til at forberede mig til søndagens løb.

- Jeg ved godt, at jeg ikke ville have været en af de største favoritter i feltet, men hvis man ikke deltager, så har man i hvert fald ikke en chance.

20-årige Cecilie Uttrup Ludwig kører til daglig for Team BMS BIRN, og blandt karrierens største resultater er guld ved DM i enkeltstart i 2016.