Dansk nej til OL-plads møder massiv kritik: Det er en katastrofe

Cecilie Uttup Ludwigs manager har ikke mange roser til overs for DIF og DCU.

Cecilie Uttrup Ludwig får ikke lov til at køre OL, selvom Danmark fik en plads. (Foto: © MICHAEL KOOREN, Scanpix)

Danmarks Idrætsforbund (DIF) og Danmarks Cykle Union (DCU) har takket nej til en plads i kvindernes landevejscykling, som Danmark var blevet tilbudt efter et russisk afbud.

Pladsen skulle være gået til Cecilie Utttrup Ludwig, og beslutningen om ikke at lade den 20-årige rytter deltage har fået manageren for hendes hold Team BMS BIRN Bo Handberg Madsen til at komme med hård kritik af beslutningen.

- Det er intet mindre end en katastrofe. Jeg forstår slet ikke, hvad der er sket.

Jeg læser på Twitter, at Costa Rica har fået en plads ved OL på bekostning af Danmark. Der tænker jeg, det er da helt forkert. Så er det først senere, at vi finder ud af, at det rent faktisk er rigtig, siger en oprørt Bo Handberg Madsen til DR Sporten.

For kort varsel

Sportschef for DCU Lars Bonde gav tidligere på dagen årsagen til, hvorfor man ikke ville benytte sig af den tilbudte plads.

- Jeg kan godt forstå, hvis der er nogen, der mener, at vi skal tage alle de atleter med, som vi kan. Men vi vil præstere på topniveau, og det vil ikke være seriøst at indkalde en rytter med så kort varsel.

- Landevejsløb er en konkurrence, som strækker sig over mange timer. Hvis man har jetlag, manglende rutekendskab, manglende træning, så går det ikke, sagde Lars Bonde.

Men den køber Bo Handberg Madsen slet ikke.

- Cecilie har fået at vide specifikt, at hun skal holde sig klar på grund af al den polemik med russerne. Vi tager så Cecilie ud af løbsprogrammet for vores team og sender hende til Malaga på træningslejr.

- Hun er topklar, og så får man at vide, at hun ikke er udtaget, fordi hun ikke er klar. Der er jo ingen, der får jetlag at flyve fra Europa til Amerika. Det er jo den anden vej. Der er fem timers forskel. Det svarer til at skulle køre et løb enten om middagen eller aftenen. Det gør vi konstant. Det betyder ikke en skid.

- Jeg håbede på, at der kom en udtalelse, hvor man ville sige ’nå, det er derfor’. Men hvis det er jetlag, manglende rutekendskab og at hun ikke er klar, så er det de tre vageste grunde, jeg nogensinde har hørt – og to af dem er decideret forkerte. Det giver slet ingen mening. Jeg er overbevist om, hun havde kørt en top 10 hjem derovre, siger han.

Ikke taget med på råd

Bo Handberg Madsen er ligeledes irriteret over, at man ikke havde inddraget den danske landstræner, som selv måtte læse beslutningen via sociale medier.

- I går, cirka klokken 20.00, læste jeg det på Twitter. Jeg kunne ikke tro det. DIF og Lars Bonde havde sagt nej til en OL-plads i Rio, sagde landstræner Catherine Marsal til feltet.dk

Og at landstræneren ikke har været med på råd, er yderligere benzin til bålet.

- Det bærer mere præg af, at man som sportschef ikke gider beskæftige sig så vanvittigt meget med damecykling og faktisk ikke har været opmærksom på tingenes tilstand.

- Men det er da det, som man har en landstræner til. Hvorfor ringer han ikke til den kvindelige landstræner? Hun sidder der for det samme. Hun ved alt om sine piger, slutter Bo Handberg Madsen.

Det har ikke været muligt at få ydereligere kommentar fra Lars Bonde.