Danmarks store kajakhåb Emma Aastrand Jørgensen skal torsdag kæmpe med om OL-medaljerne i 500 meter enerkajak.
I semifinalen sluttede den 20-årige dansker på andenpladsen i sin semifinale i en særdeles tæt spurt med den kinesiske båd.
Emma Aastrand Jørgensen noterede tiden 1 minut og 55,193 sekunder, og hun blev dermed klar til OL-finalen sammen med ungarske Danuta Kozak.
Emma Aastrand Jørgensen var i vandet to gange torsdag. Først kæmpede hun sig sikkert videre fra sit indledende heat, inden hun en time senere skulle på en hårdere opgave i semifinalen.
Tidligere på året vandt Emma Aastrand Jørgensen bronze ved EM.
Til OL var målsætningen at gå i finalen og slutte blandt de fem bedste. Med det søgræs, der tirsdag generede flere af roerne i René Holten Poulsens 1000-meter-finale, er det ikke helt utænkeligt, at der kan lure en dansk overraskelse.
Finalen afvikles torsdag klokken 15.11.
Indledende heat 1:
1. Lisa Carrington, New Zealand, 1.54,76 minutter, 2. Emma Jørgensen, Danmark, 1.55,66, 3. Teresa Porteal, Portugal, 1.56,43, 4. Rachel Cawthorn, Storbritannien, 1.56,61, 5. Zoya Ananchenko, Kasakhstan, 1.58,13.
Emma Jørgensen videre til semifinalen.
Semifinale 2:
1. Danuta Kozak, Ungarn, 1.54,241 minutter, 2. Emma Jørgensen, Danmark, 1.55,193, 3. Yu Zhou, 1.55,311, 4. Elena Aniushina, Rusland, 5. Martina Kohlova, Slovakiet, 1.57,801.
Emma Jørgensen videre til finalen.
/ritzau/