Casper U. Mortensen efter storsejr: Selvfølgelig kan vi gå hele vejen

Både ved OL i London og Beijing gik det galt i kvartfinalen for de danske håndboldherrer.

Men i aften ændrede Gudmundur Gudmundssons velspillende mandskab det kedelige mønster, da de med en 37-30-sejr sendte slovenerne ud af OL og sig selv videre i semifinalen.

Og det var med god grund nogle stolte, danske håndboldspillere, der forlod banen i Rio, for rigtig mange ting lykkedes i Slovenien-kampen, som ellers har voldt besvær i gruppekampene.

- Vi stod fantastisk i forsvaret. Og så får vi åbnet godt op på begge målmand, og vi får spillet os til gode chancer, siger Casper U. Mortensen, der selv bankede fire mål ind fra venstre fløj.

- Det er en kæmpe lettelse, og lige nu er vi utroligt glade og beærede over at stå i en olympisk semifinale, siger den 26-årige fløjspiller, der til dagligt spiller i bundesligaklubben TSV Hannover-Burgdorf.

- Vi har lært af vores fejl

Ifølge fløjsspilleren har holdet lært af deres fejl i gruppespillet og står stærkere end før.

- Vi får minimeret vores tekniske fejl i dag. Vi laver ikke så mange som mod Frankrig, og så scorer vi næsten på det hele. Der var råd til at lave nogle fejl i gruppen, og nu sidder det hele i skabet – det er dejligt, siger Casper U. Mortensen, der da heller ikke er i tvivl om, at han og holdkammeraterne kan drive det langt:

- Selvfølgelig kan vi gå hele vejen. Vi har sat os som mål, at vi gerne vil have medaljer. Vi ved også godt, der venter en svær modstander i Kroatien eller Polen i semifinalen.

Modstanderen i den danske semifinale er endnu ikke fastlagt. Men Frankrig og Tyskland spiller den anden semifinale.

Danskerne har dog allerede fået klø af kroaterne i gruppespillet.

- Hvis det bliver Kroatien, har vi jo en revanche til gode, smiler Casper U. Mortensen.