Danmark er stadig med i kampen om OL-medaljerne efter at have vundet 37-30 over Slovenien i kvartfinalen.
For anden gang i historien er Danmark i en olympisk semifinale i herrehåndbold. I 1984 lykkedes det sidst.
Danmark havde i hele første halvleg et godt tag på slovenerne. Og spillere, der ikke tidligere har gjort meget væsen af sig i slutrunder, gik ind og tog ansvar og viste deres værd.
I midterangrebet satte Michael Damgaard og Morten Olsen god fart i kedlerne med flotte afslutninger og gode indspilninger til René Toft Hansen, og da Jannick Green i 24. minut overtog kassen efter en småskuffende indsats fra Niklas Landin, pillede han slovenernes første angreb og fik dermed en vigtig, god start.
Mikkel Hansen, der i kampen mod Frankrig endte blødende på bænken med et flækket øjenbryn, havde fået 21 sting og var spilklar igen. Han viste stor kampgejst fra bænken, når slovenerne var i angreb, sammen med en hoppende, Ulrik Wilbek-lignende Gudmundur Gudmundsson.
Første halvleg endte helt fortjent 16-13 til danskerne, og da Danmark i de sidste sekunder banker halvlegens sidste bold i mål, trækker Mads Christiansen samtidig en 2-minutters udvisning til Slovenien.
Mange danske spillere imponerede
Hallen var gennem hele kampen højlydt på de rød-hvide gutters side, og de danske fans var ikke sene til at 'hjælpe' dommerparret med kendelserne med 'ud, ud ud ud ud', hvis der var slovenske svinestreger på banen.
Danmark fik en drømmestart på anden halvleg; Mads Mensah brager endelig igennem i angrebet, Jannick Green fortsætter med at frustrere slovenerne, Casper U. Mortensen sprudler af selvtillid, Lasse Svan er flyvende på fløjen, og Morten Olsen gør sig - ifølge et par vittige DR-kommentatorer - fortjent til Elefantordenen fra Kronprins Frederik, der også heppede med fra tilskuerrækkerne.
Kampen endte med en kold afklapsning til de limegrønklædte slovenere med 37-30. Tyskland-Frankrig tørner sammen i semifinalen. Hvem Danmark skal møde er endnu ikke afgjort, men det bliver Polen eller Kroatien.
De danske målscorere
- •
Lasse Svan Hansen 8,
- •
Mikkel Hansen 8,
- •
Morten Olsen 6,
- •
Henrik Toft Hansen 5,
- •
Casper U. Mortensen 4,
- •
Mads Mensah Larsen 3,
- •
René Toft Hansen 2,
- •
Mads Christiansen 1.