OL MENS DU SOV Historiske medaljer til Sølv-Sara og brillante Bolt

Få overblikket over en hæsblæsende OL-nat med historiske medaljer lige her.

Har du ligget og sovet dig væk fra Sara Slotts fantastiske 400 meter hæk-finale, så fortvivl ej. Vi har samlet alle nattens højdepunkter i denne artikel.

Slott vandt som skrevet en flot sølvmedalje. Argentina tog guldet i herrernes hockey-turnering, mens de amerikanske sprintere var ude i en noget spøjs ommer.

Og så slettede en anden amerikaner en 28 år gammel rekord, mens Brasilien vandt guld i mændenes beachvolley-turnering.

Kina har fået en ny OL-darling i den blot 15-årige teenager Ren Qian. I nat tog hun således guldet i kvindernes 10 meter udspring med en samlet total på 439.25 point. Dermed henviste Ren Qian sin 17-årig landsfælle Si Yajie til andenpladsen, mens Canadas Meaghan Benfeito vandt bronzemedaljen.

Argentina tog guldet i mændenes hockey-turnering med en sejr på 4-2 over Belgien i en finale bestående af to hold, som få eksperter havde forudset. Vinderne var uden anfører Matias Paredes, der havde pådraget en brækket knogle i foden i semifinalen, men det gjorde ikke den store forskel. Således endte det hele nemlig med argentinsk sejr. Belgien var nede med en scoring mod slutningen af kampen og satte en ekstra markspiller på banen i forsøget på at fremtvinge en udligning. Det gik dog langt fra efter planen. I sidste sekund fik Argentina fat i kuglen og kunne let sende den i det tomme net til slutresultatet 4-2. Jublen brød løs, og den skadede anfører blev båret ind til midten af banen, så han kunne lade sig hylde med sine holdkammerarter.

Det amerikanske hold får alligevel lov til at deltage i den olympiske finale i kvindernes 4x100 meter stafet. De suveræne amerikanere kiksede egentlig totalt i indledede heat, hvor de i forbindelse med andet skifte tabte depechen og kom i mål langt efter konkurrenterne. Men fordi den amerikanske løber blev generet kraftigt af en brasiliansk kollega inden da, vedtog juryen, at brasilianerne skulle diskvalificeres, og at amerikanerne skulle have en chance til for at kvalificere sig. Det foregik uden konkurrenter på de øvrige baner og med et krav om at overgå det kinesiske hold, der havde ottendebedste tid af alle i indledende heat. Amerikanerne løb helt alene rundt på stadion med depechen i hånden og sikrede sig med tiden 41,77 sekunder en finaleplads.

Der skulle ikke gå mange minutter af nattens atletikfinaler, før den første olympiske rekord blev slettet. Den amerikanske kuglestøder Ryan Grouser lagde ud med et suverænt stød på 22,26 meter, og allerede der kunne man fornemme, at der var noget stort på vej. Og ganske rigtigt. Ulf Timmermann har siden OL i Seoul i 1988 haft titlen med 22.47 meter. Den rekord er nu slettet af Ryan Grouser fra Oregon med 22,52 meter. Stødet var naturligvis også nok til at tage guld.

03:00 Outsider vinder guld i kvindernes spydkast

Den 21-årige kroat Sara Kolak tog overraskende guldet i kvindernes spydkastkonkurrence. I sit fjerde forsøg bankede hun spydet 66.18m ned ad græsset, og dermed satte Kolak sig tungt på førstepladsen og kunne ikke hentes. Sunette Viljoen fra Sydafrika tog sølvet, mens Barbora Spotakova fra Tjekkiet vandt bronzen.

Sara Slott Petersen var oppe mod verdens bedste natten til fredag i OL-finalen i 400 meter hæk, men danskeren vandt suverænt sølv. Medaljen er den kun anden atletikmedalje til Danmark på kvindesiden nogensinde. Tiden blev på 53.55 og Sara Slott Petersen barberer dermed over et halvt sekund af sin egen personlige rekord. Medaljen er den 13. medalje til Danmark under dette OL, hvor målsætningen var 10 medaljer i alt. Dalilah Muhammad tog guldet.

De norske håndboldkvinder kunne i Rio have tangeret Danmarks rekord med guld ved tre olympiske lege i træk, men det kommer ikke til at ske. Norge tabte en uhyre tæt og spændende semifinale til Rusland med 37-38 efter forlænget spilletid. Fløjspilleren Camilla Herrem havde få sekunder før tid muligheden for at udligne til 38-38 og fremtvinge en ny forlængelse, men hun kiksede, og så var det slut, hvorefter russerne kunne juble, mens de norske kvinder kastede sig grædende i gulvet.

Usain Bolt var urørlig, da han natten til fredag dansk tid løb 200 meter finale ved OL i Rio. I forvejen havde Bolt vundet 100 meteren, og 200 meter finalen var da også en magtmanifestation af den jamaicanske løber. Vindertiden blev 19,78 sekunder, og på trods af det, så var der alligevel en smule skuffelse at spore i Bolts mimik, da han løb over målstregen, da han havde sat næsen op efter verdensrekorden på 19.19, som han selv havde sat tilbage i 2009. Skuffelsen så dog ud til at fortage sig kort tid efter, hvor det blev til de obligatoriske selfies med publikum under sejrsfejringen. Drømmen om at vinde tre guldmedaljer ved tre olympiske lege lever fortsat for jamaicaneren, der kan få fuldt hus, hvis Jamaica vinder 4x100 meter stafet.

05:50 Store følelser efter brasiliansk guld i mændenes beachvolley-turnering.

Der var dramatik og store følelser på spil, da mændenes beachvolley-turnering blev afgjort. Her tog Brasilien guldet efter en sejr i to sæt over Italien på 21-19 21-17. Italienerne havde ellers budt værterne på hård modstand, men det var som om, at hjemmeholdet bestående af Bruno Schmidt og Alison Cerutti have lidt mere at give af. Og da det endelig stod klart, at guldet var landet hos Brasilien, kunne de to guldvindere lade følelserne tage over, mens arenaen blev ramt af en vaskeægte sejrsrus. Nyd det hele herunder.