Svømmeren Pernille Blume var en stor inspiration for Sara Slott Petersen, som vandt OL-sølv i 400 meter hæk.
Det fortæller den danske atletikstjerne efter sin flotte medalje, som var nummer 13 for Danmark indtil videre ved legene i Rio. Blume vandt tidligere ved legene guld i 50 meter fri.
- Det føles sgu meget godt. Det var fedt. Blume inspirerede mig meget. Hun var meget anderledes end mange af de andre svømmepiger. Hun var meget positiv og åben i dagene op til hendes løb.
- Det var sindssygt inspirerende det der med at prøve at være i balance og overbevise sig selv om, at så er det heller ikke vigtigere, siger Sara Slott.
Den mere afslappede tilgang til finalen hjalp, og det var lige før, at vinderen Dalilah Muhammad pludselig var mulig at hente.
- Det kunne være fedt at få en medalje, men det gælder ikke liv eller død. Det gør bare, at man kan slappe lidt mere af. Blume viste det på fornemste manér. Jeg prøvede at gøre det efter, og det lykkedes næsten.
/ritzau/