D. 29. november 1987 forsvandt et sydkoreansk passagerfly pludselig over Andamanhavet, syd for Myanmars kyst.
To nordkoreanske agenter havde kort forinden plantet en bombe i flykabinen under besætningens første stop i Bahrain og efterfølgende forladt flyet. Attentatet kostede 104 passagerer og 11 kabinemedlemmer livet.
Angrebet var dikteret af den nordkoreanske regering og eksekveret for at skræmme verdenssamfundet fra deltagelse i Sydkoreas Olympiske Lege i 1988. Nordkorea blev udelukket fra legene, og forholdet mellem de to koreanske lande var på frysepunktet.
OL i Seoul skulle dog alligevel vise sig at få positive effekter internt i Sydkorea, fortæller professor i idrætshistorie ved Københavns Universitet, Hans Bonde:
- I Seoul i 1987 lovede militærstyret de unge demonstranter, at der blev indført demokrati, hvis bare der ville blive ro på bagsmækken under OL. Så OL virkede faktisk som katalysator mod en øget demokratisering i Sydkorea, og bidrog til, at der blev afholdt præsidentvalg i 1987, siger Hans Bonde.
Storpolitik
På samme måde kan det forestående vinter-OL i Pyeongchang vise sig at få storpolitiske konsekvenser. Ikke mindst efter den nordkoreanske leder, Kim Jong-un, i sin nytårstale den 1. januar rakte en forsonende hånd ud til Sydkorea om idrætsligt samkvem ved OL i Pyeongchang.
Den sydkoreanske præsident, Moon Jae-in, der ikke har været sen til at varedeklarere vinter-OL som ”fredens OL”, tog straks imod håndsrækningen, og flere forbrødringsmøder fulgte.
Møderne førte til, at Nordkorea sender en delegation af sted på 22 atleter, 24 officials og 21 medierepræsentanter. Atleterne fra Nordkorea skal konkurrere i tre forskellige sportsgrene og fem forskellige discipliner. Det er første gang siden OL i Vancouver i 2010, at Nordkorea deltager ved vinterlegene.
Nordkorea sender blandt andet et populært kunstskøjtepar, Ryom Tae-ok og Kim Ju-sik, der skøjter til lyden af en instrumental version af Beatles’ ”A Day in the Life”. Parret har aldrig givet et interview til international presse, men New York Times har beskrevet dem som værende ”åbne”, ”smilende” og ”publikumsvenlige”, hvilket langt fra stemmer overens med Nordkoreas lukkede billede udadtil.
Endnu mere bemærkelsesværdigt er det, at Nord- og Sydkorea for første gang nogensinde ved et OL stiller op som en forenet nation i kvindernes ishockey-turnering. En beslutning, der i øvrigt har fået præsident Moon Jae-in til at falde drastisk i popularitetsmålingerne hjemme i Sydkorea, og som særligt har fået de unge vælgere på barrikaderne.
Ifølge en meningsmåling foretaget af den sydkoreanske tv- og radiostation, SBS, mener fire ud af fem sydkoreanere ellers, at det er en god idé at få Nordkorea involveret i legene, mens hele 70 % af vælgerne omvendt mener, at et forenet koreansk ishockeyhold er en dårlig idé.
Hans Bonde forstår dem godt:
- At kvindelige nordkoreanske ishockeyspillere får lov at deltage ved OL uden at have kvalificeret sig af egen kraft, fordi det er politisk opportunt, det er direkte imod den olympiske ånd, siger han.
Iøjnefaldende er det yderligere, at Nord- og Sydkorea marcherer ind samlet til åbningsceremonien under et fælles koreansk flag.
Genforening som mål
Men hvilken betydning har dette så politisk?
Ifølge Markus Bernsen, Weekendavisens tidligere korrespondent i Sydkorea, er en koreansk forbrødring et vigtigt politisk projekt for begge parter på halvøen:
- Både Nord- og Sydkorea har en genforening som mål. Det står i forfatningen i begge lande, fordi de har en fælles kulturhistorie, der foreløbigt blev afbrudt af Korea-krigen, siger han.
- Den ældre generation i landene føler sig stadig som ”ét folk”, og forestillingen om det koreanske folk er meget vigtigt, især i Nordkorea, men også i Sydkorea på særligt den konservative fløj, som præsident Moon Jae-in er en del af.
For præsident Moon Jae-in er det et vigtigt politisk statement at få nordkoreanerne til forhandlingsbordet, fortæller Markus Bernsen:
- Det har været enormt vigtigt for Sydkorea med dialog med Nordkorea. Moon Jae-in er gået til valg på at afspænde det politiske forhold mellem de to lande, og han har faktisk lovet sine vælgere, at det vil ske.
Sydkorea har længe været isoleret i den eskalerede politiske konflikt mellem USA og Nordkorea, og de har en særskilt interesse i at få afspændt den politiske situation, der kan få enorme politiske og sikkerhedsmæssige konsekvenser for Sydkorea, hvis Donald Trump eller Kim Jong-un gør alvor af deres letsindige leg med atomknapperne.
For Nordkorea er det en stor propagandasejr at få lov til at deltage ved legene i Pyeongchang:
- Det er et propagandistisk statement at sende til befolkningen, at de nu går ind sammen med Sydkorea til åbningsceremonien. Det er vigtigt for Nordkorea at understrege overfor Sydkorea, at de har mere tilfælles med dem end med USA, lyder det fra Markus Bernsen, der fortsætter:
- Kim Jong-un kæmper for at vise folket hjemme i Nordkorea, at man bliver anerkendt ude i verden, og at landet ikke er isoleret.
Kina og Rusland har begge en interesse i at fremme en mere fredelig koreansk halvø, hvorfor de begge støtter op om Nordkoreas delegation til Pyeongchang:
- Kina vil have fred, men de vil ikke have, at det nordkoreanske styre bryder sammen, for det vil skabe flygtninge til Kina og ustabilitet i deres baghave, og så vil Seoul stå for genforeningen af den koreanske halvø, som vil betyde, at USA kan trænge hele vejen op til Kinas grænse.
- Så de holder hånden under styret i Pyongyang, fordi status quo er bedre end alternativet, siger Markus Bernsen.
Politisk kludetæppe
Det er altså et kludetæppe af geopolitiske interesser, som legene i Pyeongchang er en del af. I vanlig storstilet retorik siger IOC-præsident, Thomas Bach, at OL åbner for en lysere fremtid på den koreanske halvø:
- De Olympiske Lege viser os, hvordan verden kunne se ud, hvis vi lod os guide af den olympiske ånd i form af respekt og forståelse. Dette er den olympiske besked, som vil gå fra Pyeongchang og ud til hele verden.
Hans Bonde lader sig imidlertid ikke forføre af Thomas Bachs ord om olympisk fred:
- Det passer ikke på virkeligheden. Tænk bare på vinter-OL for 4 år siden i Sotji. Det endte i anneksion af Krim-halvøen og efterfølgende krigsførelse i det østlige Ukraine. OL førte altså til krig snarere end fred. Det viser, hvordan OL er et potent politisk værktøj, der kan bruges til politisk tøbrud såvel som konfrontation, siger han.
Der er altså mere end medaljer på spil, når åbningsceremonien skyder legene i gang i Pyeongchang, og OL kan vise sig at blive afgørende for den politiske forbrødring på den koreanske halvø.
Første spæde tegn på forbrødring bliver taget, når Syd- og Nordkorea marcherer ind til åbningsceremonien under samme flag.
Det kan ses direkte på DR1 på fredag kl. 11.55.