DIF begræder kronprinsens farvel til OL: Han giver de sidste fem procent

Kronprins Frederik har forladt vinter-OL, hvor han deltog som dansk medlem af IOC, for at rejse hjem til sin syge far.

Kronprins Frederik er et af to danske medlemmer af Den Internationale Olympiske Komité (IOC). (Foto: © Mads Claus Rasmussen, Scanpix)

En vigtigt skikkelse har i dag forladt den danske OL-lejr i Pyeongchang i Sydkorea.

Det fortæller Morten Mølholm, der er direktør i Danmarks Idrætsforbund (DIF), efter kronprins Frederik i dag har afbrudt sit ophold for at rejse hjem til sin syge far.

- Det betyder meget for de danske atleter, at kronprinsen er til stede og hepper på dem. Det giver noget ekstra og gør en stor forskel at have en repræsentant fra Kongehuset og især kronprinsen, der elsker sport og kender en del af atleterne, siger Morten Mølholm og fortsætter:

- Det betyder også meget at gå en åbningsceremoni og kunne se kronprinsen oppe på tilskuerrækkerne vinke til en. Det giver de sidste fem procent, har jeg hørt mange atleter sige. Så det er selvfølgelig ærgerligt, han ikke er her.

Tidligere i dag oplyste Kongehuset, at prins Henriks tilstand var "alvorligt forværret", efter han har ligget syg med en lungebetændelse, og at kronprinsen på den baggrund havde afbrudt sit ophold i Sydkorea.

Kronprinsen var til vinter-OL i kraft af sin position som dansk medlem af Den Internationale Olympiske Komité (IOC).

Mange af hans opgaver har ligget inden legene begyndte, da han har siddet i den komité, der har forberedt vinter-OL. Hans opgaver under legene bestod i at overrække medaljer og støtte de danske atleter.

- Derfor er atleterne og vi (DIF red.) selvfølgelig kede af, at han måtte tage hjem. Men vi har selvfølgelig også stor forståelse for, at han skal tage hjem, og vi føler meget med ham og kongehuset, siger Morten Mølholm.

IOC-medlemmer fra andre lande vil nu overtage kronprins Frederiks officielle opgaver.