Fredag fortalte Kongehuset, at prins Henriks helbredsmæssige tilstand er alvorligt forværret.
Dermed kulminerede et længerevarende sygdomsforløb, der de seneste to år har involveret en række indlæggelser omhandlende alt fra smerter i benet til en demensdiagnose.
Herunder giver vi et overblik over sygdomsforløbet:
Prins Henriks sygdomsforløb
- •
Juli 2017: Prins Henrik bliver opereret på Aarhus Universitetshospital i Skejby. Han bliver opereret i højre lyske og får en ballonudvidelse i højre bækkenkar. Operationen bliver foretaget som følge af forsnævringer på pulsårerne, der også er kendt som åreforkalkninger. Prinsen er indlagt i omkring en uge i forbindelse med indgrebet.
- •
August 2017: Prins Henrik bliver indlagt på Rigshospitalet efter tiltagende smerter i højre ben. Smerterne er eftervirkninger fra operationen i juli, som ellers forløb efter planen. Prinsen bliver behandlet medicinsk, og der forventes ikke yderligere kirurgiske indgreb.
- •
September 2017: Kongehuset meddeler, at prins Henrik lider af demens. Demensdiagnosen betyder, at prinsens kognitive funktionsniveau er svækket. En måned tidligere vakte prinsen stor opsigt, da han meldte ud, at han ikke ønskede at blive begravet ved siden af sin hustru, dronning Margrethe, i Roskilde Domkirke som planlagt.
- •
Januar 2018: Prins Henrik bliver indlagt på Rigshospitalet. Indlæggelsen sker i forlængelse af sygdom opstået i Egypten. Det viser sig, at prinsen har en godartet tumor på venstre lunge, som skyldes lungebetændelse.
- •
Februar 2018: Prins Henriks tilstand forværres alvorligt, oplyser kongehuset. Kronprins Frederik har derfor afbrudt sit ophold i Sydkorea, hvor han var i forbindelse med de vinterolympiske lege, og er på vej til Danmark.
- •
Februar 2018: Kongehuset oplyser 13. februar, at prins Henrik er flyttet fra Rigshospitalet til Fredensborg Slot, hvor han ønsker at tilbringe sin sidste tid. Sent den 13. februar sover prinsen stille ind omgivet af sine nærmeste.
Kilder: Ritzau, kongehuset.