IOC afgør Ruslands skæbne for vinter-OL i december

På et møde i december vil IOC tage stilling til, om Rusland skal udelukkes fra vinter-OL i Sydkorea.

Præsidenten for IOC, Thomas Bach, skal sammen med resten af den olympiske komité tage en beslutning om Ruslands deltagelse ved vinter-OL i december. (Foto: © Denis Balibouse, Scanpix)

Ruslands deltagelse ved vinter-OL i sydkoreanske Pyeongchang har været til debat efter afsløringerne af landets systematiske snyd med doping gennem flere år.

Flere nationers antidopingmyndigheder har anbefalet Den Internationale Olympiske Komité (IOC) at udelukke Rusland fra vinter-OL i februar, og emnet vil blive taget op.

Ifølge IOC vil man på et møde 5.-7. december tage en beslutning omkring Ruslands deltagelse ved vinter-OL. Det skriver Reuters.

Beslutningen vil blive truffet ud fra fundene og anbefalingerne fra en undersøgelseskommission, der er ved at lægge sidste hånd på granskningen af Rusland.

Første atleter straffet

Onsdag blev guldvinderen i langrend fra OL i Sotji i 2014 Alexander Legkov samt Evgeniy Belov udelukket fra OL på livstid, da nye test af tidligere dopingprøver har afsløret deres dopingsnyd.

Det er de to første russere, som er blevet dømt, efter at IOC besluttede at genteste samtlige russiske atleters dopingprøver fra OL i Sotji.

I slutningen af 2015 afslørede den meget omtalte McLaren-rapport fra Det Internationale Antidoping Agentur (Wada) omfattende og statsstøttet doping i Rusland.

Det fik i første omgang Det Internationale Atletikforbund (IAAF) til at udelukke Rusland fra al international atletik, og det er russerne stadig.

Skandalen spredte sig til også at omfatte andre atleter end atletikudøvere, men IOC valgte alligevel ikke at udelukke Rusland som nation til sommer-OL i Rio de Janeiro.

IOC lod det være op til de enkelte internationale specialforbund, om russiske atleter i de givne idrætsgrene måtte stille op ved OL.

Ruslands skæbne ved vinter-OL vil altså blive afklaret om en god måneds tid.

/ritzau/