Antidopingledere kræver Rusland udelukket fra vinter-OL

Antidopingledere fra 17 lande er gået sammen og lægger pres på IOC for at få udelukket Rusland fra vinter-OL.

Rusland kræves udelukket fra vinter-OL. (Foto: © Lucas Jackson, Scanpix)

Rusland har fortsat ikke vist vilje til at skabe et troværdigt antidopingarbejde i kølvandet på dopingskandalen i landet, der blev afsløret i slutningen af 2015.

Det mener 17 nationale antidopingorganisationer, herunder Anti Doping Danmark.

Efter et møde i Denver har National Anti-Doping Organization (Nado) udsendt en pressemeddelelse, hvori man opfordrer Den Internationale Olympiske Komité (IOC) til at udelukke Rusland fra vinter-OL i Sydkorea.

- Nados ledere opfordrer IOC til at udelukke Ruslands Olympiske Komité fra at deltage i vinter-OL 2018 for bevist snyd ved vinterlegene i Sotji (2014, red.) og for fortsat ikke at leve op til forpligtelserne i forhold til en ren sport, lyder det blandt andet.

Ifølge de 17 nationale antidopingledere, som står bag opfordringen, vil russisk OL-deltagelse betyde, at rene atleter snydes.

Nado mener ikke, at Rusland bør lukkes ind i den olympiske varme igen, førend landet udleverer alt materiale fra laboratoriet i Moskva, som har været centrum for skandalen med dopingsnyd.

Statstøttet doping

I slutningen af 2015 afslørede den meget omtalte McLaren-rapport fra Det Internationale Antidoping Agentur (Wada) omfattende og statsstøttet doping i Rusland.

Det fik i første omgang Det Internationale Atletikforbund (IAAF) til at udelukke Rusland fra al international atletik, og det er russerne stadig.

Skandalen spredte sig til også at omfatte andre atleter end atletikudøvere, men IOC valgte alligevel ikke at udelukke Rusland som nation til sommer-OL i Rio de Janeiro.

IOC lod det være op til de enkelte internationale specialforbund, om russiske atleter i de givne idrætsgrene måtte stille op ved OL.

/ritzau/