Sverige er ét af tre hold, der kan vinde OL, mener landstræneren

De danske håndboldherrer møder onsdag Sverige i OL-kvartfinalen.

Det er ærgerligt, at danskerne skal møde Sverige allerede i kvartfinalen, mener landstræneren. (Foto: © DAMIEN MEYER, Ritzau Scanpix)

De er kommet flyvende fra start med fem ud af fem mulige sejre.

Men nu bliver der i dén grad skruet op for alvoren, når de danske håndboldherrer onsdag skal op mod naboerne fra Sverige i OL-kvartfinalen.

Selvom det har været et dansk mandskab i forrygende OL-form, skal sejren mod svenskerne på ingen måde tages for givet, siger Rasmus Lauge forud for den afgørende kamp.

- Vi har virkelig lagt for dagen til den her OL-slutrunde. Det er selvfølgelig superfedt, men på den anden side så går turneringen også ind i en helt ny fase nu. Vi kan godt pakke det, der er sket væk, for nu er det en kvartfinale, der afgør skæbnen, siger han.

Rasmus Lauge og resten af det danske landshold er kommet flyvende fra start ved OL. (Foto: © Aaron Favila, Associated Press)

Men det er et skarpt og finpudset dansk mandskab, der nu tager hul på de afgørende OL-kampe.

En OL-form, som danskerne skal tage med ind mod Sverige.

- Vi er kommet godt i gang i et rigtig godt tempo angrebsmæssigt. Mathias Gidsel og Simon Pytlick har selvfølgelig spillet på et uhørt godt niveau, men generelt er vi kommet ind i et godt flow hele vejen rundt, synes jeg, siger Rasmus Lauge.

Ærgerligt at møde svenskerne så tidligt

Det er på mange måder også en tilfreds dansk landstræner, der gør status efter OL-slutrundens første fem kampe.

- Jeg synes, vi har haft et virkelig godt forsvar i lange perioder. Vi har haft gode målmænd, spillet både effektivt og godt kontraspil og noget effektivt og seværdigt angrebsspil, siger Nikolaj Jacobsen.

Herunder kan du høre Nicolai jacobsen sætte ord på det svenske hold:

Men ligesom Rasmus Lauge peger landstræner Nicolai Jacobsen på, at det er en anden mentalitet, der skal tages med ind til vind eller forsvind-kampene.

- Nu starter knockout-kampene. Det giver et andet perspektiv end de første fem kampe, vi har spillet. Men det er klart, vi kan gå ind til kvartfinalen mod Sverige med en masse selvtillid.

Og selvtilliden bliver der brug for mod svenskerne, siger Nicolai Jacobsen.

- Jeg sagde inden OL, at der for mig er tre hold, der kan vinde OL. Det er Frankrig, Danmark og Sverige. Derfor er det også lidt ærgerligt, at vi skal møde dem i en kvartfinale, siger landstræneren.

Potentiale for en målrig kamp

Nicolai Jacobsen peger særligt på, at det er et sammentømret svensk håndboldmandskab, danskerne skal bide skeer med i kvartfinalen.

- Først og fremmest er Sverige et virkelig godt kollektiv. Det er også det, der gør dem så gode. De har nogle verdensklassespillere, men også mange virkelig dygtige spillere på et ekstremt højt niveau, siger landstræneren

En af nøglerne for dansk succes er Simon Pytlick, som indtil videre har haft en helt forrygende slutrunde med en masse mål.

Og netop mål kan der potentielt blive en masse af i kvartfinalen, spår han.

- Det kan hvert fald godt blive en kamp, hvor der kommer mange mål. Det er to gode angrebshold, men vi håber selvfølgelig på, at vi kan blive ved med at bygge videre på den måde, vi har dækket op på, så vi kan få lukket ned for nogle af deres angrebsspecialister, siger Simon Pytlick.

Simon Pytlick scorede ni gange i danskernes sidste gruppekamp mod Norge. (Foto: © Mads Claus Rasmussen, Ritzau Scanpix)

Derfor skal han og resten af det danske mandskab endnu engang finde storformen frem, hvis svenskerne skal nedlægges.

- Vi er langt fra færdige, så vi håber på, at vi kan gå ind og levere det samme, siger Simon Pytlick.

Du kan følge kvartfinalen mellem Danmark og Sverige klokken 17.30 på DR1.