Karrierestoppet kom tæt på for landsholdets største nogensinde: 'Det var en hård dag'

Mikkel Hansen og Niklas Landin var to svenske scoringer fra landsholdspension, men nu er de sikret to landskampe mere og en kamp om en sidste medalje.

Mikkel Hansen og Niklas Landin har mulighed for at slutte landholdskarrieren med deres 12. medalje hver med Danmark. (Foto: © Mads Claus Rasmussen, Ritzau Scanpix)

- Det er de to største håndboldspillere, vi har haft på nuværende tidspunkt.

Sådan siger Danmarks landstræner Nikolaj Jacobsen om sine to snart tidligere verdensstjerner Mikkel Hansen og Niklas Landin.

Førstnævnte annoncerede sit karrierestop fra håndbold for nogle måneder siden, imens Landin kun nøjes med et landsholdsstop efter OL.

Derfor var der også lidt ekstra krydderi på en i forvejen voldsomt spændende kvartfinale. Her var vores svenske naboer nemlig kun to mål fra at pensionere to af de mest vindende danske herrelandsholdsspillere nogensinde.

Det blev dog til en dansk sejr på 32-31 og dermed minimum to kampe mere for begge. Ikke desto mindre fyldte udsigterne til et lidt tidligere landsholdsstop en del for begge inden kampen mod Sverige.

- Det var en lang, lidt hård dag. Det kom lidt pludseligt, siger Mikkel Hansen til DR Sporten.

Bagspilleren så tidligere på dagen sin mangeårige holdkammerat i PSG Nikola Karabatic indstille sin legendariske karriere, da Frankrig røg ud af OL efter et dramatisk nederlag til Tyskland, og det satte gang i tankerne.

- Det mindede lige én om, at det også kan ske for os. Det var en lang dag og en masse tanker, der går gennem en. Det er trods alt mange år af mit liv, jeg har brugt på det her, siger Mikkel Hansen.

Derfor handlede det også om at parkere følelserne inden den store kamp for de to rutinerede stjerner.

- Det blussede lidt op inden kampen, men da vi stod på banen, synes jeg ikke, at det var et problem, siger Niklas Landin, og Mikkel Hansen er enig.

- Derfra slap jeg også alle tankerne om det ene, det andet og det tredje, og så bliver det egentlig lidt en kamp som alle andre, siger Hansen.

Skal koncentrere sig om det, det handler om

Mikkel Hansen og Niklas Landin har fulgt hinanden i størstedelen af deres landsholdkarrierer, hvor de begge har været med, siden landsholdet i 2011 vandt VM-sølv.

De første medaljer markerede begyndelsen på den mest succesfulde periode på det danske herrelandshold, hvor de har været med hele vejen. 11 medaljer har de vundet i alt, og fem af dem er af fineste karat.

I OL-semifinalen fredag aften møder de danske håndboldherrer Slovenien, der har overrasket mange i turneringen, og nu handler det om for begge at slutte af på den allerbedste facon.

- Vi kan selv afgøre, hvad vores vej skal være i semifinalen, og det er, som jeg havde håbet inden turneringen. At mine sidste to landskampe skulle være om en OL-medalje, siger Niklas Landin.

Det løfter samtidig noget vægt fra skuldrene, at Danmark som minimum er garanteret en duel om bronzemedaljerne med gode chancer for at tage karrierens sjette guldmedalje.

- Forhåbentlig kan jeg distancere de følelser lidt mere og koncentrere mig om det, det handler om, siger Mikkel Hansen.

Har inspireret en ny generation af talenter

Det er heller ikke tabt for Nikolaj Jacobsen, at det er to legender, der snart har trukket i landsholdets farver for sidste gang, selvom han har andre ting at tænke på.

- Det er klart, at nu kan man da godt mærke en lettelse over, at der er kommet en dato på, hvornår de spiller deres sidste landskamp. Så er det bare et spørgsmål om tidspunktet på dagen.

- De har vundet stort set det hele på landsholdet og har haft en kæmpe betydning for landsholdet og den lange periode, specielt de sidste seks-syv år, hvor titlerne og medaljerne er kommet hyppigere end tidligere, siger han.

De store individuelle øjeblikke og triumferne med landsholdet har også været med til at inspirere arvtagerne til landsholdet, siger landstræneren.

- De har jo haft en fantastisk betydning for, at vi har en masse store talenter, der forhåbentlig er blevet inspireret og er startet op med håndbold, fordi de har set de to spille.

Danmark spiller OL-semifinale mod Slovenien fredag aften klokken 21.30. Følg kampen direkte på P4, i livebloggen på dr.dk eller se den på TV 2.