Håndboldherrerne overlever gyser og spiller sig i OL-semifinalen

Danmark er blandt OL's sidste fire håndboldlandshold efter en sejr over Sverige i kvartfinalen.

Danmarks håndboldherrer er klar til OL-semifinalen.

Det er kendsgerningen efter onsdagens sejr på 32-31 over Sverige og to gange 30 minutters dramatik i Lille.

Landsholdet begyndte i modvind, da man hurtigt kom bagud med 0-2. Danmark fik reduceret ved Mikkel Hansen kort tid efter, men allerede inden den langhårede harpiksvirtuos sendte bolden i mål, rejste publikum sig og klappede.

Mikkel Hansen scorede 6 mål i kvartfinalen. (Foto: © THOMAS COEX, Ritzau Scanpix)

De vidste godt, at onsdagens kvartfinale potentielt kunne være Mikkel Hansens sidste kamp i en glorværdig karriere.

Den slags var næppe i danskernes tanker, da de efter otte minutters spil fik gang i håndboldmaskinen. Med solide forsvarsaktioner og et hurtigt, kynisk kontraspil kunne danskerne snart juble over at føre med fire mål.

Simon Pytlick, Mathias Gidsel og Lukas Jørgensen spillede så godt, at man kunne tilgives for at tænke, at semifinalen var sikret ved pausen. Sådan gik det dog ikke.

Mod slutningen af første halvleg fik svenskerne bedre fat, og så måtte en rasende Nikolaj Jacobsen, Danmarks landstræner, tage en timeout. Kom nu lige lidt, blev der sagt.

Lukas Jørgensen scorede elegant fra midten af banen i første halvleg. (Foto: © Mads Claus Rasmussen, Ritzau Scanpix)

Felix Claar ville det selvsagt anderledes og blev ved med at skabe problemer for det danske forsvar, hvorfor de to landshold gik til pause til stillingen 16-16.

Anden halvleg blev lige så tæt som sin forgænger. Mikkel Hansen brillerede, Simon Pytlick skød med skarpt, og Mathias Gidsel var svær at holde styr på for svenskerne.

Danmark kom i front, men måtte hurtigt vænne sig til parløbet med svenskerne om en plads i semifinalen.

Felix Claar var den offensive profil, mens målvogter Andreas Palicka sørgede for at holde danskerne fra lette scoringer.

Felix Claar, der scorede 7 mål, var et stort problem for det danske forsvar. (Foto: © Sameer al-Doumy, Ritzau Scanpix)

Men ganske som i første halvleg - og i det meste af sin karriere - viste Mikkel Hansen sig atter som et dansk anker, da han med 10 minutter igen bragede bolden i mål til føringen 27-26. Danmark begyndte at spille 7 mod 6, og så var landsholdet hurtigt tilbage i front med to mål, 30-28, på endnu et mål af Simon Pytlick.

Luften var langt fra gået ud af Sverige. "Ingen udvisninger, hvis vi kan undgå det. Sørg for at få tacklet færdig", lød det fra Nikolaj Jacobsen i slutfasen.

Kort tid efter var landstræneren arrig, da han savnede en svensk udvisning fra dommerparrets fløjter.

Sverige havde muligheden for at udligne til allersidst, men Emil Nielsen dukkede op med en afgørende redning, og så kunne jublen bryde løs. (Foto: © Mads Claus Rasmussen, Ritzau Scanpix)

Vreden blev dog hurtigt vekslet til jubel, da Mathias Gidsel vred sig gennem forsvaret og scorede til 31-29.

De sidste tre minutter udviklede sig til en stirrekonkurrence, hvor det landshold, som ikke formåede at score, ville tabe. Hampus Wanne reducerede for Sverige, Lukas Jørgensen scorede, Felix Claar hev svenskerne tæt på Danmark, Mikkel Hansen tordnede et staffekast på stolpen. Puha - 40 sekunder tilbage og stillingen 32-31 til de røde og hvide.

Sverige havde muligheden for at udligne til allersidst, men Emil Nielsen dukkede op med en afgørende redning, og så kunne jublen bryde løs.

I OL-semifinalen skal Danmark møde vinderen af opgøret mellem Slovenien og Norge. De spiller onsdag aften klokken 21.30.