Norge får skovlen under Danmark i OL-semifinalen

Norge blev endnu en gang en for stor mundfuld for Danmark.

Se højdepunkterne fra kampen her.

Norge har længe været Danmarks onde ånd, og det ændrede aftenens OL-semifinale ikke på.

De danske håndboldkvinder tabte nemlig til Norge med cifrene 25-21, og dermed er de danske gulddrømme slukket.

Medaljedrømmene er dog ikke helt forduftet for de danske håndboldkvinder, da de på lørdag skal spille om bronze mod Sverige.

Som det ofte er med Norge, var det også dem, som kom bedst ud af starthullerne. Efter de første ti minutter havde de bragt sig foran 4-1, og Danmark var på hælene.

Men en to minutters udvisning til Norge og en velsmurt dansk offensiv fik i den grad vendt tingene.

I flere minutter lykkedes det ikke Norge at få bolden ind over stregen, og Danmark fik kæmpet sig op på 4-4.

Herefter var det længe dødt løb mellem de to hold, og ingen kunne rigtig trække fra og lægge distancen. Skiftevis brændte og scorede de.

Althea Reinhardt var storspillende i første halvleg, men i anden halvleg begyndte det at knibe. Hun sluttede med en redningsprocent på 29. (Foto: © Sameer al-Doumy, Ritzau Scanpix)

Det skyldtes i høj grad en storspillende Althea Reinhardt i det danske mål, der med en redningsprocent på 41 nappede alt fra straffekast til skud fra flyvende fløjspillere, mens den danske offensiv i perioder excellerede i deres syv mod seks-spil.

Den norske målmand Katrine Lunde ville dog også lege med og barrikadere målet på imponerende vis. Hun endte med en redningsprocent på 50 i første halvleg.

Hen mod slutningen af første halvleg fik nordmændene også styr på Danmarks offensiv. Danskerne blev holdt fra en scoring i næsten syv minutter, flere personlige fejl blev fremtvunget, og Norge begyndte så småt at trække fra.

Danskerne gik til pause med noget at tænke over. På måltavlen i Lille stod cifrene 11-8 til vores nordlige naboer.

Startede, hvor det slap

Starten af anden halvleg gav dog ikke indtrykket af, at tænkepausen havde gjort det store ved det danske spil. Kampen startede, hvor den slap.

Katrine Lunde havde ikke glemt, hvordan man står på mål, og danskerne mødte et velorganiseret norsk forsvar. Efter ti minutter havde nordmændene fået banket fire kasser ind bag Althea Reinhardt. Med 15-9 til Norge var Danmark igen på hælene.

Katrine Lunde var vedholden igennem kampen og tog 10 skud ud af 27. (Foto: © Sameer al-Doumy, Ritzau Scanpix)

Ikke lang tid efter måtte den danske landstræner, Jesper Jensen, kalde en timeout for at finde en dåseåbner i køkkenskuffen, der kunne rive revner i det norske forsvar.

Og spillerne skulle lige lære at bruge den, for danskerne formåede ikke at få åbnet helt op for det norske forsvar. Samtidig trykkede Norge lige en ekstra gang på gaspedalen og scorede så let som ingenting.

Men med omkring syv minutter igen fik danskerne så småt grebet om nordmændene, og føringen blev mindsket. Indskiftede Sandra Toft kom med to meget vigtige redninger, men var det for sent?

Lige akkurat, og Danmark måtte gå slukørede fra håndboldhallen. Nu skal der fokuseres på en bronzekamp.

Den kan du se på DRTV og DR1 lørdag klokken 10.