KARAKTERER: To danskere dumper i smertefuldt nederlag til Norge

Danmarks håndboldkvinder tabte med fire mål til Norge i OL-semifinalen.

(Foto: © Bernadett Szabo/Reuters/Ritzau Scanpix)

Opdatering: Efter artiklens udgivelse har Lars Krogh Jeppesen ændret Mie Højlunds karakter fra 00 til 02.

Danmark var tæt på comebacket mod Norges håndboldstjerner, men måtte i sidste ende se sig slået med 21-25 i torsdagens OL-semifinale.

Undervejs var landsholdskvinderne nede med syv mål. Takket være et par redninger af indskiftede Sandra Toft og en bedre spillende dansk offensiv blev forspringet skåret ned til tre scoringer. Men ak.

Desværre for danskerne røg Kristina Jørgensen ud på en tynd tominutters udvisning, og så tog Norge atter over og spillede sig i finalen.

DR Sportens håndboldekspert Lars Krogh Jeppesen har uddelt karakterer til de danske spillere.

Dyk ned i bedømmelserne herunder og vurder selv de danske præstationer.

1

Althea Reinhardt: 7

Althea Reinhardt. (Foto: © Bo Amstrup, Ritzau Scanpix)

- Althea Reinhardt holdt det danske landshold inde i opgøret med sine syv redninger og redningsprocent tæt på de 50 i første halvleg. Desværre for hende faldt hun i niveau i anden halvleg, hvor det blot blev til en enkelt redning.

2

Emma Friis: 4

Emma Friis. (Foto: © Henning Bagger, Ritzau Scanpix)

- Spillede hele kampen på venstrefløjen, hvorfra hun viste mod og store kvaliteter i sine afslutninger. Effektiviteten endte desværre blot på 50 procent med henes to mål på fire forsøg. Hun var dog fint bevægelig i den danske defensiv og bidrog med gode tacklinger.

3

Trine Østergaard: 00

Trine Østergaard. (Foto: © Bo Amstrup, Ritzau Scanpix)

- Puha, en kamp af den danske højrefløj, som ikke gjorde ret meget rigtigt mod Norge. Hun blev sat til vægs af den dygtige norske keeper Katrine Lunde, og hun brændte tre store chancer. Også i det defensive arbejde, som ellers plejer at være Trine Østergaards styrke, fandt hun aldrig sin plads. En decideret offday.

4

Helena Elver: 7

Elver Helena. (Foto: © AFP7 vía Europa Press, Associated Press)

- En af få bagspillere, der kunne være sin indsats bekendt. Hun var en del af syv mod seks-spillet i første halvleg, der genererede chancer og mål. Hun var med til at holde det danske hold inde i kampen. I anden halvleg var der ikke samme succes, men hun skød brystet frem og viste karakter.

5

Line Haugsted: 7

Line Haugsted. (Foto: © Bo Amstrup, Ritzau Scanpix)

- Line Haugsted var dirigenten og godt indstillet i den danske defensiv. Igen og igen valgte hun rigtigt. Hun var medvirkende til, at det norske hold kæmpede med offensiven i store dele af kampen. Hun blev skiftet ud i anden halvleg, og jeg krydser fingre for, at det ikke var på grund af en skade.

6

Louise Burgaard: 00

Louise Burgaard. (Foto: © ARIS MESSINIS, Ritzau Scanpix)

- Det var ikke meget, der lykkedes for Louise Burgaard, der på trods af det fik 22 minutter på banen. Igen og igen hang hun fast i det norske forsvar. Både skud og indspil manglede kvalitet. Hun krydrede derudover sin indsats med to tekniske fejl samt et mål på fire forsøg.

7

Mie Højlund: 02

Mie Højlund. (Foto: © Bo Amstrup, Ritzau Scanpix)

- Spillede kampen fra start, og som mange af de andre danske bagspillere var det ikke Mie Højlunds kamp. Hun kom ikke igennem i sine dueller, og når hun havde en chance for mål, manglede skarpheden. I anden halvleg scorede hun et enkelt mål, to assists, men også to tekniske fejl.

8

Kristina Jørgensen: 02

Kristina Jørgensen. (Foto: © Claus Fisker, Ritzau Scanpix)

- Det var en svær kamp for den danske playmaker, som flere gange manglede tro på egne evner og selvtillid i angrebsspillet. Der var for mange tekniske fejl og bolde, som ikke havde en adresse. Kristina Jørgensen fandt aldrig sin plads i det danske angreb. Hun gik alligevel fra banen med fire mål på seks forsøg, hvilket trækker op.

9

Anne Mette Hansen: 4

Anne Mette Hansen. (Foto: © Bernadett Szabo, Ritzau Scanpix)

- Hun lagde utroligt meget fysik og gik til stålet imod Norge. Scorede to mål og havde to assists på de 40 minutter, hun var på banen. Igen og igen søgte hun duelspillet uden at få afsluttet fra distancen. Alt for tit brugte hun en dribling uden at være 100 procent oppe i fart.

10

Mette Tranborg: 7

Mette Tranborg. (Foto: © ARIS MESSINIS, Ritzau Scanpix)

- Hun var en vigtig brik i det stærkeste våben mod Norge - forsvaret. Det var afbalanceret, og hendes samarbejde med Line Haugsted ser godt ud. Mette Tranborg kan være tilfreds med sin defensive indsats og endte opgøret med at have scoret to mål.

11

Sarah Iversen: 7

Sarah Iversen. (Foto: © Bernadett Szabo, Ritzau Scanpix)

- Sarah Iversen fik meget spilletid, og hun spillede en fin og effektiv landskamp. Hun scorede tre mål på fire chancer, ligesom hun markerede sig godt i defensiven.

12

Rikke Iversen: 7

Rikke Iversen. (Foto: © Henning Bagger, Ritzau Scanpix)

- Tre mål på tre forsøg og fint afstemt i den danske defensiv. Hun var effektiv, og samtidig er hun forudseende i forsvaret, hvor hun på nær et par sitautioner var godt placeret. Det gav tryghed med hende på banen.

13

Kathrine Heindahl: 4

Kathrine Heindahl. (Foto: © Bo Amstrup, Ritzau Scanpix)

- Kathrine Heindahl fik 16 minutter på banen, hvilket resulterede i et mål på en chance. I forsvaret overtog hun Line Haugsteds plads i en svær norsk periode, og defensivt slap hun godt fra det. Hun blev snydt et par gange, men leverede ellers varen.

14

Spillere uden for bedømmelse

Sandra Toft spillede ikke nok minutter til at få en retvisende karakter.

15

Jesper Jensen: 4

Jesper Jensen. (Foto: © Sameer al-Doumy, Ritzau Scanpix)

- Den danske landstræner gjorde rigtig meget for at hjælpe sit hold og greb igen og igen i værktøjskassen for at finde offensive løsninger. Men grundlæggende var der ikke nogen af de danske spillere, som takkede for tilliden. Niveauet var ganske enkelt for lavt, og de blot 13 mål efter 50 minutter fortæller historien om et ideløst angreb, som også falder tilbage på Jesper Jensen.

16

Gennemsnit: 4,4

Det danske landshold får 4,4 i gennemsnitskarakter for præstationen mod Norge.

Se Danmarks bronzekamp mod Sverige direkte på DRTV og DR1 klokken 10.00 lørdag.