Fire års tilrettelæggelse, tæsk og træning kulminerede for et hav af danske atleter med OL i Paris.
Men nu er OL forbi. Og hvad skal de så, atleterne?
Nogle skal direkte tilbage i konkurrence og turneringer af større eller mindre grad. Men andre går fra en hverdag, der udelukkende handlede om OL, til en hverdag, hvor meget er uvist.
Og den tid kan være svær at navigere i. Bare spørg den 22-årige BMX-rytter Malene Kejlstrup Sørensen, da hun ramte dansk jord efter turen i Paris. Her blev hun nemlig ramt af en solid omgang såkaldt OL-blues.
- Jeg følte, at alt ligesom var væk. En følelse af tomhed. Jeg fik en følelse af, at jeg bare ville have et "normalt" liv igen og ville til at arbejde og ikke køre BMX, siger Malene Kejlstrup Sørensen til DR Sporten.
- Inden OL var jeg hundrede procent sikker på, at det der OL-blues ikke ville røre mig, for jeg elsker at køre BMX. Men lige da jeg kom hjem, kunne jeg godt mærke, at jeg tænkte: "Jeg gider faktisk ikke køre BMX mere".
Men det er ikke så nemt "bare" at konstatere. For hvordan er man pludselig noget andet, end det man altid har været?
- Lige pludselig kommer man tilbage, og så skal man ikke noget. Jeg fik at vide, at jeg skulle holde ferie, men hvordan gør man egentlig det? Hvad laver man? Hvad skal man spise? Det er de tanker, der stresser en, siger Malene Kejlstrup Sørensen.
Forberedt på identitetskrise
For BMX-rytteren varede perioden, hun beskriver som en identitetskrise, et sted mellem to til fire dage og sendte hende gennem hele følelsesregisteret.
Men den periode kunne have været meget længere, tror hun selv, hvis ikke hun op til OL havde lavet et stykke forarbejde med en sportspsykologisk konsulent fra Team Danmark.
- Vi har faktisk forberedt os på det her for et halvt år siden, så jeg tror, jeg var rigtig godt forberedt på det, der kunne ske, siger Malene Kejlstrup.
Og det er ikke tilfældigt, at Kejlstrup er blevet kontaktet og rådført af konsulenten fra Team Danmark inden, under og kort efter OL. For problematikken med en form for efter-OL-depression blandt atleterne er ikke ny.
Derfor satte Team Danmark også en indsats i gang før OL i Paris, så man kunne komme det til livs, at næsten en ud af hver fjerde atlet oplevede OL-blues. Det var blandt andet med forebyggende og opfølgende samtaler med atleterne, som Kejlstrup også fik tilbudt.
Det samme kommer samtlige af Danmarks 133 OL-atleter til at opleve, eller i hvert fald til at blive tilbudt, fortæller Greg Diment, der er faglig leder for Team Danmarks sportspsykologiske team.
- Vi har simpelthen ringet og rakt ud til alle atleter før OL. Det overordnede formål er, at hvis de ved, hvem vi er, så er sandsynligheden for, at de rækker ud efter hjælp større. Og den forudgående relation, vi har med atleterne, gør, at det er nemmere, siger Diment.
Ifølge Greg Diment var der fra OL i Tokyo ingen stærke tendenser til, hvilken type atleter der typisk bliver ramt. Det kunne ramme alle, om det så var atleter fra landevejen, atletikstadion eller håndboldhallen. Derfor skal hånden holdes under alle.
'Jeg står på en måde på en skillevej'
De opfølgende snakke med atleterne er i gang.
Tidsfristen, der er sat, er to uger efter individuel hjemkomst, så atleterne lige har plads til at lande. Og så vil der være en opfølgende samtale efter tre måneder, da det er forskelligt, hvornår OL-blues kan ramme, fortæller Greg Diment.
Om initiativet har gjort en forskel efter legene i Paris er for tidligt at sige noget om, siger han.
- Men jeg vil godt gætte på, fra de interaktioner vi har haft under OL, at det forudgående kendskab har hjulpet. Forstået på den måde, at det er en mere naturlig dialog mellem os og de atleter, vi ikke har haft det store samarbejde med tidligere. Relationen er meget bedre nu end ved tidligere OL, lyder det fra Greg Diment.
En af dem, der også er blevet kontaktet efter legene, er bokseren Nikolai Terteryan.
Han har sagt ja til en kort samtale, selvom han ikke mener, han er ramt af OL-blues. Men der har alligevel været en del tanker i bokserens hoved i tiden efter hjemkomsten. En hjemkomst uden den OL-medalje, han har trænet for hele livet.
- Jeg står på en måde ved en skillevej. Jeg kan lade det komme til mig og sige "ved du hvad, Nikolai, måske var det bare ikke meant to be", eller jeg kan sige, "ved du hvad, jeg giver den en skalle mere og viser, hvad jeg faktisk virkelig kan".
- Målet for mig har altid været OL, så den er hård lige nu. Men jeg er ikke i tvivl om, at jeg kommer til at fortsætte. Spørgsmålet er, om det bliver den professionelle vej, siger Nikolai Terteryan.
Det valg afhænger blandt andet økonomien, fortæller bokseren. Økonomisk støtte fra Team Danmark og sponsorer er altafgørende i forberedelserne til et OL, og der er lang tid til Los Angeles i 2028, erkender Terteryan.
- Jeg er 23 år. Jeg vil også gerne i gang med mit liv på en eller anden måde. Så der er i hvert fald mange tankeprocesser, der er i gang lige nu, siger bokseren.
I videoen herunder kan du høre, hvad Nikolai Terteryan havde at sige kort efter exittet ved OL.