'OL-blues' rammer næsten hver fjerde atlet: Nu intensiverer Team Danmark hjælpen

Team Danmark har til OL i Paris skruet op for deres arbejde med 'OL-blues'.

Den tidligere danske BMX-kører Simone Tetsche Christensen blev ramt af 'OL-Blues' efter legene i Tokyo 2021. (Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Scanpix 2019) (Foto: © Ida Guldbæk Arentsen, Ritzau Scanpix)

Flere danske atleter har allerede måtte pakke kufferten og rejse hjem fra de Olympiske Lege i Paris.

Men når OL for atleternes side er overstået, bliver en stor del af dem ramt af de famøse 'OL-blues'.

Og det skal tages alvorligt mener Team Danmark, som allerede forud for legene i Paris har intensiveret deres hjælp til de danske OL-deltagere.

Det meddelte organisationen i en pressemeddelelse forud for legene.

- Vi skal opfange dem, som har det svært, og hjælpe dem, siger Greg Diment, der er faglig leder for Team Danmarks sportspsykologiske team.

Næsten én ud af fire oplever det

Næsten hver fjerde danske atlet oplevede fænomenet 'OL-blues' efter OL i Tokyo 2021.

Det viser en undersøgelse fra Team Danmark.

Netop på baggrund af de tal har Team Danmark skruet op for deres fokus på 'OL-blues'.

For mange atleter er OL nemlig kulminationen på mange års blod, sved og tårer. Det kan skabe komplicerede følelser, som der skal tages hånd om.

- Som noget nyt har vi her op til OL taget kontakt til alle atleter for at etablere en menneskelig kontakt, og det vil så være den samme sportspsykologiske konsulent, der følger op med den enkelte atlet efter OL for at høre, hvordan de har det, efter de er kommet hjem, siger Greg Diment i pressemeddelelsen.

Han peger på, at det er umuligt at forudsige, hvilke atleter der bliver ramt. I den her sammenhæng gør det ikke en forskel, om der er tale om en medaljetager eller en atlet, der underpræsterer.

- Nogle vil ikke opleve problemer, mens andre vil opleve et tomrum, når OL er overstået, og det store mål er indfriet. Nogle vil stille sig spørgsmålet: Nu er jeg ikke på vej mod OL, og hvem er jeg så?

BMX-kører blev ramt 'OL-blues' efter Tokyo

Èn af de danske atleter, som blev ramt af 'OL-blues' efter OL i Tokyo, var den nu tidligere BMX-kører Simone Tetsche Christensen.

Hun mærkede det nærmest direkte efter, hun havde deltaget i OL-finalen.

- Efter finalen havde jeg ikke lyst til at gå i seng, for den her dag måtte bare ikke slutte. Men allerede morgenen efter finalen var der en masse følelser, der gik igennem mig. Jeg havde ret hurtigt en følelse af at have gjort så meget, arbejdet så hårdt for så lidt tid. Jeg var total færdig og drænet, siger hun i pressemeddelelsen.

Ved OL i Tokyo deltog den tidligere BMX-rytter Simone Tetsche Christensen i finalen. Efterfølgende blev hun ramt af 'OL-blues', skriver Team Danmark. (Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Scanpix 2019) (Foto: © Ida Guldbæk Arentsen, Ritzau Scanpix)

Hun fik hjælp til at snakke de komplicerede følelser igennem med Team Danmark. Derfor glæder hun siger over, at opmærksomheden på 'OL-blues' nu fylder mere.

- Det er vanvittigt vigtigt med den her opfølgning. Nu kan jeg se på et billede af mig selv fra OL og være stolt og tænke over, hvor hårdt jeg kæmpede. Den her refleksion betyder, at jeg nu kan tænke på OL som en stor oplevelse. Tidligere var jeg på grænsen til at tænke, at det var ikke alt det værd, siger hun ifølge Team Danmark.