Sidste gang gik det galt: Nu møder banelandsholdet igen Italien i et afgørende OL-ræs

Det danske banelandshold møder onsdag Italien i en direkte kamp om OL-bronze ved herrernes 4000 meter holdforfølgelse.

- Nu er det alt eller intet. Bronze eller ingenting.

Sådan lyder lyder den kontante melding fra Alex Rasmussen, der er DR Sportens ekspert i banecykling under OL i Paris.

Onsdag møder det danske banelandshold de forsvarende olympiske mestre fra Italien i en aerodynamisk kamp om OL-bronze.

Det står klart, efter at de to nationer kom til kort i tirsdagens semifinaler.

Og ligesom i den danske semifinale, så kan vi igen forvente et drama ned til de allersidste meter.

- Det bliver jo en gentagelse af den sidste OL-finale. Umiddelbart ville de fleste nok sætte pengene på Italien, men vi har kørt hurtigere end dem i de to første runder, siger en optimistisk Alex Rasmussen.

Herunder kan de gense, hvordan det så ud, da Danmark tabte OL-finalen i 2021 til Italien:

Særligt to brølstærke italienske ryttere stikker ud

Den danske kvartet med Rasmus Lund, Carl-Frederik Bévort, Tobias Aagaard og Niklas Larsen får altså deres sag for, når de skal forsøge at sikre endnu en dansk OL-medalje.

Men selvom det er et stærkt italiensk landshold, danskerne skal op imod, så vurderer den tidligere cykelrytter og OL-sølvvinder Alex Rasmussen, at danskerne kører sig til bronzen.

- Det er baseret på, at vi har slået dem to gange i de første runder. De har ikke kørt stærkere end os endnu. Men hvis der er ét hold, der kan hive noget op af hatten, så det de forsvarende olympiske mestre. Det er nogle af dem, jeg ville frygte mest i en bronzedyst, siger han.

Han nævner, at der særligt er to italienere, som Danmark skal frygte.

- Jonathan Milan og Filippo Ganna er så meget bedre, end de danske ryttere. Men de mangler bare en tredjemand, som kan følge de to stærke italienere. Det bliver den helt afgørende faktor.

  • Italienske Filippo Ganna sikrede sig OL-sølv i herrernes enkeltstart. Onsdag skal han kæmpe om OL-bronze på banen mod Danmark. (Foto: © Anne-Christine Poujoulat, Ritzau Scanpix)
  • Italiens Jonathan Milan er en del af deres 4000 meter-hold ved OL. På landevejen gør han sig også bemærket med flere store sejre. (Foto: © ANDREW MEDICHINI, Associated Press)
1 / 2

Både Jonathan Milan og Fillippo Ganna gør sig i den absolutte top på landevejen.

Blandt andet kan Fillippo Ganna allerede notere sig for OL-sølv i Paris, som den stærke tempospecialist sikrede sig i herrenes enkeltstart.

Men de danske ryttere har én fordel, som kan ende med at blive tungen på vægtskålen, når det hele skal afgøres.

- Vi har et mere sammentømret hold. Italienere er ikke lige så sammentømret og har ikke kørt lige så meget sammen, siger han.

Står det til Alex Rasmussen, skal ud danskerne gentage det, de præsterede i semifinalen, hvor de kørte i tiden 3 minutter og 42,803 sekunder.

- Vi skal køre på samme måde, som vi gjorde mod briterne. Det så ret perfekt ud, i forhold til hvad danskerne havde at skyde med til semifinalen, siger han.

Du kan se bronzefinalen mellem Danmark og Italien klokken 18.23 på DR2.