Et ikonisk makkerpar er blevet splittet. Lasse Norman Leth og Michael Mørkøv, der har vundet så vundet så meget sammen på banen, er ikke længere en duo.
De får ikke mulighed for at forsvare OL-guldet i parløb.
Lasse Norman Leth er nemlig blevet fravalgt af landstræner Casper Jørgensen, som vurderer, at Niklas Larsen vil være den stærkeste makker til Michael Mørkøv på cykelbanen den 10. august.
- Det var han ærgerlig og skuffet over. Selvfølgelig. Men Lasse er professionel. Han kender gamet og har været med så mange gange, hvor han har været på den rigtige side af en udtagelse, siger Casper Jørgensen ifølge Ritzau.
Med en eventuel sjette medalje i Paris kan Lasse Norman Leth blive den mest vindende danske OL-atlet nogensinde.
'Vi har ikke været lige så gode i parløb'
Lasse Norman Leth vandt OL-guldet sammen med Michael Mørkøv i Tokyo i 2021, men sidstnævnte skal altså forsøge at gentage præstationen med en ny makker.
Det er "selvfølgelig ærgerligt", at guldparret ikke får mulighed for at gentage bedriften fra Japan, men landstræneren har truffet sit valg ud fra fakta.
- Vi har ikke været lige så gode i parløb, som vi var i sidste olympiske cirkel, hvor vi var de klart bedste. Vi fik en EM-medalje i januar, men ellers er det længe siden, at vi har været i medaljerne. Derfor er vi nødt til at prøve noget andet, siger Casper Jørgensen.
Lasse Norman Leth er fortsat reserve for banelandsholdet og kan dermed komme i aktion i flere discipliner, hvis der opstår skader.
Men ellers bliver det altså Niklas Larsen og Michael Mørkøv, som danner par i parløbet, hvilket de har prøvet en håndfuld gange før.
I 2022 sluttede de for eksempel på 11. pladsen til VM, men duoen er blevet langt stærkere siden da, understreger landstræner Casper Jørgensen.
- De har kørt en hel del mindre løb sammen siden dengang. Derfor er deres teknik markant bedre end dengang. De har kørt noget mere sammen og er fysisk stærkere nu, siger Casper Jørgensen.
Parløbet ved OL cykles den 10. august.