Danske PL-chefer afviser at have sat medalje-målsætningen for lavt

Ambitionen lød på otte medaljer, og med fem dage igen er Danmark allerede sikret syv.

Daniel Wagner har vundet to ud af Danmarks indtil videre seks PL-medaljer. (Foto: © Thomas Mukoya, Ritzau Scanpix)

Seks medaljer på seks dage.

Det er ingen dårlig medaljesamling, de danske atleter har skrabet sammen hen over de paralympiske leges første dage.

Læg dertil at en syvende faktisk allerede er sikret, da der ikke spilles om tredjepladser i bordtennisturneringerne i Paris, og danske Peter Rosenmeier tirsdag eftermiddag bookede billet til semifinalen.

Dermed er de danske atleter med fem dage igen tæt på at indfri ambitionen om otte medaljer.

Den fornemme danske start kommer dog næppe til at skrue op for målsætningen fra Danmarks Idrætsforbund (Dif) og Parasport Danmark.

Formand for Parasport Danmark og medlem af Den Internationale Paralympiske Komité, John Petersson, er svært begejstret over den danske medaljehøst - men han maner stadig til besindighed.

- Man kan altid komme og sige, at man skyder for lavt. Men lige pludselig er der også en Thobias Thorning (dansk guldvinder fra sidste PL, red.), som er væk på grund af en syg hest.

- Vi har med mennesker og dyr at gøre, og hvis man ikke er 100 procent på toppen, er man der ikke. Otte er et realistisk bud, og jeg er helt overbevist om, at vi når otte, siger John Petersson.

Dif's chef de mission for den danske PL-delegation, Nicklas Bjaaland, er enig.

Han mener ikke, at man i udarbejdelsen af medaljemålsætningen har undervurderet de danske atleter.

- Vi har hele tiden vidst, at vi har et superstærkt hold. Det er marginaler hele tiden, det er så tæt, og der er så højt niveau, så vi har også været realistiske i vores målsætning.

- Nu er Tobias Thorning også ude af regningen, som vi havde regnet med, ville tage et par medaljer. Og så det er jo bare endnu mere imponerende, at de andre stepper op og tager et par medaljer, siger Nicklas Bjaaland.

I videoen herunder kan du se interviewet med den danske chef de mission:

Han er derfor også "meget, meget glad og tilfreds" med de danske præstationer og medaljehøsten indtil nu.

Det samme gælder John Petterson.

Formanden i Parasport Danmark er ikke overrasket over, hvor godt det er gået indtil nu, men håber - naturligvis - på mere metal til danskerne.

- Vi har forberedt os godt, og vi er så klar. Så jeg havde en stor forventning om, at vi ville gøre det rigtigt godt. Indtil videre går det fantastisk, siger John Petterson.