Der var spået rigeligt med medaljer til Danmark ved OL 2024 i Paris.
13 medaljer ville komme i hus, hvis Idrættens Analyseinstituts prognoser gik i opfyldelse, mens analysevirksomheden Gracenote spåede hele 14 af slagsen.
Helt så højt ville Danmarks Idrætsforbund (DIF) og Team Danmark ikke svinge sig op. Deres officielle medaljemålsætning lyder på 9 til 11 medaljer, hvilket af den danske chef de mission, Søren Simonsen, blev kaldt "meget realistisk".
Men med fire dage tilbage af de olympiske lege er det kun blevet til tre medaljer – to sølv og en guld – og derfor svinder håbet om at opnå målsætningen langsomt ind.
Onsdag aften fik håbet endnu et slag, da det danske banelandshold tabte bronzekampen mod Italien i 4.000 meter holdforfølgelsesløb.
Holdet var ellers et af de helt store danske medaljehåb.
Analyse- og forskningschef på Idrættens Analyseinstitut (Idan) Rasmus Klarskov Storm mener, at medaljeforventningerne fortsat er mulige at opnå. Men de danske atleter har ustyrligt travlt.
- De potentielle medaljer, som vi håber på skal hjem, de skal også hjem nu. Og de må meget gerne komme hjem på en lidt højere valør, hvis vi skal ramme den forventning, der har været, siger Rasmus Klarskov Storm.
Også DR Sportens kommentator Henrik Liniger vurderer, at Team Danmark og DIF efterhånden får svært ved at nå sin egen målsætning.
- Hvis ikke det bliver til flere medaljer i de kommende dage, så synes jeg, at Danmark har grund til at være skuffet over den høst, som der har været her i Paris. Medaljer på de sidste dage kan redde en del af det, men det bliver svært at leve op til målsætningen, siger Henrik Liniger.
Selvom det efterhånden ser svært ud for Danmark at indfri medaljeforventningerne, vil den danske chef de mission, Søren Simonsen, endnu ikke konkludere på legene.
- Vi har stadig fire dage tilbage, og vi har stadig en del, der ligger til at tage medaljer. Så må vi se, om de gør det. Men det er en helt anden snak, som vi skal have, hvis de gør det, end hvis de ikke gør det, siger Søren Simonsen til DR.
Ingen uventede medaljer
Danmark har ved seneste fire olympiske lege opnået - og flere gange overgået de officielle medaljemålsætninger, men det ser svært ud i denne omgang.
Analyse- og forskningschef Rasmus Klarskov Storm peger blandt andet på de manglende danske overraskelser på medaljepodiet, som en af hovedårsagerne til den hidtil skuffende medaljehøst. Derudover har flere af medaljehåbene skuffet.
Rasmus Klarskov Storm var med til at udarbejde Idans medaljeprognose.
Her blev specifikke sportsgrene, discipliner og atleter, som skulle sikre de danske medaljer, også udpeget.
Her pegede de blandt andet på banelandsholdet i 4.000 meter forfølgelsesløb, Mads Pedersen til linjeløb, toerkajaken med Emma Aastrand Jørgensen og Frederikke Hauge Matthiesen og Nikolai Terteryan i boksning. Alle er endt uden en medalje.
Idans medaljeprognose er vurderet på baggrund af atleternes tidligere resultater, og på baggrund af det var der grund til optimisme i målsætningerne.
- Generelt har Danmarks konkurrenceevne været stigende gennem de seneste 10-15 år. Derfor havde vi også forventet, at det kunne fortsætte med en lidt bedre medaljehøst, end hvad vi har præsteret indtil nu, siger Rasmus Klarskov Storm.
Det erklærer Henrik Liniger sig enig i. Målsætningen om 9 til 11 medaljer var ambitiøs, men ikke urealistisk.
- Man kunne sagtens også have nået den. Tingene skulle bare gå rigtig godt, for at man kom op på 11 medaljer. Men det er jo klart, at når man ved de seneste to OL'er får 15 og 11 medaljer, så er det svært at gå ud til politikere, sponsorer og til offentligheden at sige, at vores målsætning er at få færre medaljer end sidst, siger Henrik Liniger.
Der skal penge til
Når Danmark i denne omgang ikke ser ud til at høste så mange medaljer, som vi har gjort de seneste år, er det ikke kun et udtryk for, hvad landets atleter og forbund har gjort. Det er lige så meget et udtryk for, hvad andre lande har gjort.
Den internationale konkurrenceevne er skærpet i og med, at flere lande melder sig ind i medaljekampen ved at bruge mange ressourcer, siger Rasmus Klarskov Storm.
Derfor må Danmark ikke ligge på den lade side frem mod OL i Los Angeles 2028.
- Man skal som minimum kunne fastholde det resurseniveau, man har nu, hvis man vil fortsætte med at få de medaljer, som vi forventer, siger han.
Skal vi bruge flere penge?
- Det er helt sikkert, at vi skal bruge flere penge, hvis vi vil have flere medaljer.
Den holdning bliver bakket op af den mangedobbelte OL-medaljevinder Eskild Ebbesen, der var en del af 'Guldfireren' i roning.
- Det bliver dyrere og dyrere at vinde olympiske medaljer.
- Det er talentudvikling. Det er superoptimering af udstyr. Det er økonomi til at kunne tage fri fra arbejde og engagere sig nok i sin sport, siger Eskild Ebbesen.
I artiklen herunder kan du få overblik over, hvor mange danske atleter, der skal i aktion de sidste fire OL-dage - samt hvor mange af dem kan nå at vinde medaljer.