VIDEO Intens sidste skydning afgør kvindernes jagtstart

Franske Dorin Habert hentede tjekken Gabriela Koukalova på sidste skydning og vandt jagtstarten i Oberhof.

Marie Dorin Habert sørgede for den anden franske sejr ved skiskydnings world cup’en i Oberhof, efter at Martin Fourcade tidligere lørdag vandt mændenes jagtstart.

I kvindernes ditto kom Dorin Habert og Gabriela Koukalova samtidig ind til fjerde og sidste skydning, men tjekken havde to forbiere, mens Dorin Habert nøjedes med én – og så var konkurrencen afgjort.

Koukalova i gult

Selv om det kun blev til en andenplads, kan Gabriela Koukalova glade sig over, at det rakte til at overtage den gule førertrøje som bedst i den samlede world cup – 5 point foran Kaisa Mäkäräinen fra Finland, som blev nummer tre i dagens konkurrence.

Løbet var meget præget af de svære vejrforhold. Minus ti grader og en kraftig vind gjorde, at ingen af de startende formåede at ramme plet på samtlige 20 skud – Marie Dorin Haberts sejr kom således i land, selv om hun faktisk havde to forbiere undervejs.

World cup’en i Oberhof slutter søndag med massestarterne – vi sender første gang på DR1 kl. 12.25.