DR Sportens skæve juleklip er vores arkivkalender, der hver dag i december vil kunne tilfredsstille dit behov for spøjse klip fra sportens verden.
Som titlen angiver, vil vi langt fra kun hylde de bedste, hurtigste og smukkeste.
Vi vil derimod i højere grad fokusere på dem, som har trådt lidt ved siden af, eller dem som på anden måde har leveret noget opsigtsvækkende.
Iskoldt afsluttet
Dagens juleklip tager os med til ishockey og en venskabskamp mellem Sverige og Schweiz i 2009. Kampen ender 3-3, og så skal den afgøres ved straffeslagskonkurrence.
Sveriges Linus Omark slår det første straffeslag i straffeslagskonkurrencen, og med stor kølighed skøjter han ned mod keeperen, trækker lidt ud i siden og scorer ved at lobbe pucken over målmanden.
Det er en sjældent flabet afslutning i ishockeysammenhæng, og den fortjener selvfølgelig en plads blandt DR Sportens juleklip.