Den danske skiløber Christoffer Faarup leverede en flot superkombinationskonkurrence ved VM i schweiziske St. Moritz, hvor det endte i en overraskende hjemmebanetriumf.
Luca Aerni lignede end ikke en medaljekandidat efter styrtløbet, men schweizeren leverede et fantastisk slalomløb og tog guld efter en uhyggeligt tæt afgørelse.
Aerni var blot én hundreddel bedre end den østrigske forhåndsfavorit Marcel Hirscher.
Efter de første 30 løbere, blandt hvem medaljerne skulle uddeles, var Christoffer Faarup nummer 24, 3,08 sekunder efter Aerini - et flot resultat af danskeren.
Godkendt dansk præstation
De dårligst placerede løbere efter styrtløbet skulle køre slalom efterfølgende, så Faarup kan falde tilbage i sin slutplacering.
Christoffer Faarup kørte i 22. bedste tid i styrtløbet, hvor østrigeren Romed Baumann var hurtigste mand på pisten i St. Moritz.
Danskeren blev senere rykket en placering op, da Kjetil Jansrud trak sig efter styrtløbet.
Danskerens force ligger primært i fartdisciplinerne, og som ventet blev han overhalet af slalomspecialisterne.
Luca Aerni var 2,61 sekunder efter Romed Baumann efter styrtløbet, men han kørte et teknisk perfekt løb på slalomdelen og snuppede altså guldet.
Mens Hirscher tog sølvet, var der mere metal til hjemmepublikum, da Mauro Caviezel fik bronze.
/ritzau/