Der var masser at glæde sig over for alle de schweizere, der var mødt op for at støtte sine landsmænd på hjemmebane i mændenes styrtløbskonkurrence ved alpin-VM i St. Moritz.
Den 29-årige schweizer Beat Feuz snuppede nemlig sin første VM-guldmedalje i karrieren, da han lynede ned ad pisten i bedste tid.
Dermed forbedrede Feuz sin bronzemedalje fra det seneste VM for to år siden.
Flere konkurrenter blev noteret for bedre mellemtider end Feuz, men enten udgik de eller lavede små fejl, der betød, at de ikke kunne måle sig med den rutinerede schweizer.
Historisk dansk resultat
Erik Guay fra Canada, der onsdag vandt VM-guld i Super G, tog sig af sølvmedaljen. Han var 0,12 sekunder langsommere end vindende Beat Feuz.
Max Franz fra Østrig får en bronzemedalje med hjem. Han var 0,02 sekunder hurtigere end to af forhåndsfavoritterne, Patrick Küng og Kjetil Jansrud, der med samme tid delte fjerdepladsen.
Den tåge, som i første omgang flyttede konkurrencen fra lørdag til søndag, var ved at indfinde sig igen i St. Moritz, og derfor var løbet forkortet.
Danske Christoffer Faarup kom i mål som nummer 30 i VM-styrtløbet 1,91 sekund efter vinderen. Det er det bedste danske VM-resultat i styrløb nogensinde.
/ritzau/