Tirsdagens altoverskyggende sportsbegivenhed set med danske øjne finder sted på Østerbro i København. Derudover byder dagen også på et opgør på isen i Esbjerg.
CSKA Moskva - Bayer Leverkusen (Fodbold)
TV3 Sport 1, kl. 18.00
Der er tidlig Champions League-bold på menuen, når CSKA hjemme i Moskva tager imod Bayer Leverkusen. Russerne er under pres og skal have point – helst en sejr – hvis et muligt Champions League-avancement ikke skal udvikle til en by i Rusland…
Tyskerne indtager inden de sidste to spillerunder andenpladsen i gruppe C, men kan i tilfælde af nederlag mod CSKA blive overhalet af Christian Eriksen og kumpanerne fra Tottenham.
Esbjerg – Rungsted (Ishockey)
TV2 Sport, kl. 20.30
De danske ishockeymestre fra Esbjerg har fået en skuffende start på sæsonen og frister efter 16 kampe en placering som nummer otte ligaen.
Der skal derfor gerne point på vestjydernes konto, når topholdet fra Rungsted kommer forbi. Og de nordsjællandske gæster har bl.a. via en solid kapitalindsprøjtning formået at bide sig fast i toppen af isligaen.
FC København – FC Porto (Fodbold)
TV3+, kl. 20.45
De danske fodboldmestre er hårdt ramt i angrebet inden det vigtige opgør i Parken mod FC Porto. Både Andreas Cornelius og Federico Santander er ude med skader.
Skal københavnerne bevare en realistisk mulighed for avancement i Champions League skal der helst tre point på kontoen mod de stærke portugisere, der kommer med to friske CL-sejre mod Club Brugge.