Når 15 danske roere onsdag tager hul på kano- og kajak-VM i Tjekkiet, er det med bevidstheden om, at det gerne skal gå godt for en pæn del af dem. Den officielle målsætning lyder nemlig på dansk deltagelse i seks finaler. Sådan lyder meldingen fra sportschefen i det danske kano- og kajakforbund, Bo Vestergaard, der også har en idé om, hvor finalisterne skal findes.
- De fordeler sig på René Holtens to discipliner i enerkajak, Emma Jørgensens to i enerkajak, vores herrer i toerkajak, og så har vi en dame i firerkajak, som også kan komme i finalen. Det er den forventning, vi har, og det, vi går efter, siger Bo Vestergaard.
VM er årets højdepunkt
Landsholdet har i de seneste uger været på træningslejr i Ungarn, hvor der er blevet arbejdet benhårdt og målrettet frem mod VM.
- Jeg har snakket med landstræneren, og der er godt humør. De har virkelig taget skyklapperne på og fokuseret på deres enkelte discipliner for at kunne præstere til VM, siger han.
Til EM i juli kom det danske landshold hjem med tre medaljer, men årets hovedfokus har været på verdensmesterskabet.
- Hele året har været én lang forberedelse mod VM. World Cup var første skridt mod VM, hvor vi skulle se, hvor vi var henne i forhold til vores målsætninger. Og så havde vi EM, hvor vi bestræbte os på at tage et skridt op mod den målsætning, vi har til VM, siger han.
VM i kano og kajak begynder den 23. august.