René Holten Poulsen er et af de helt store navne ved kajak-VM i Tjekkiet, der begynder onsdag. Den 28-årige roer har i forvejen fem VM-medaljer på CV’et, og ved EM i juli blev det til en sølv- og en bronzemedalje.
Holten har skåret ned på træningsmængden hen over vinteren, og af den grund er sportschef i det danske kano og kajakforbund, Bo Vestergaard, afdæmpet, når det handler om forventningerne.
- Det her er år 0 efter OL. For Renés vedkommende har vi sagt, at vi tager det stille og roligt og ikke går efter guldmedaljer, men placeringer i top fem. Den målsætning har vi sat uden at lægge pres på ham, siger Bo Vestergaard.
Tilbage på sporet
Efter en skuffende sjetteplads ved OL i Rio i 2016 har Holtens fokus i år været at genfinde glæden ved kajakroningen. Det er gået godt, og selvom der de fleste af dagene til VM er flere konkurrencer på en enkelt dag, stiller Holten op i fire discipliner. Enerkajak på 500 og 1000 meter og toerkajak på samme distancer med makkeren Nils Boe.
Det er opslidende, men fordi der er tre år til næste OL og dermed masser af tid, får han lov.
- Det er enormt fysisk krævende at ro så mange løb, som René gerne vil. I år gør han det. Det er ikke til nogen skade. Så kommer han tilbage på sporet ved at have en anden tilgang til løbene, end han plejer, siger han.
Forhåbninger er højere end forventninger
Den anderledes tilgang handler netop om ikke at fokusere så meget på resultatet. Men selvfølgelig håber de. Under VM har René Holten i modsætning til EM lidt længere restitutionstid mellem løbene, og netop det kan måske få ham til at tage de sidste skridt op på øverste podieplads.
- Vi håber på, at han kan restituere lidt mere og på den måde få de sidste marginaler vendt til sin fordel, siger han.
På trods af den umiddelbart lavt satte VM-målsætning erkender sportschefen, at René Holten er den roer, de har størst forventninger til. For én ting er den officielle målsætning. Noget andet er, hvordan præstationerne ser ud.
- Det ser ud, som det plejer at gøre. At han er med i kampen om medaljerne. Om det bliver guld, sølv eller bronze må dagsformen afgøre, siger han.
VM i kano og kajak begynder den 23. august.