"Tag en svingom med støvsugeren, snup cyklen på arbejde, eller gå en tur."
Sådan lyder overskriften på det univers, som Danmarks Idrætsforbund (DIF) og DGI kalder 'Alt tæller.'
'Alt tæller' er et koncept, der er opstået under den store 'Bevæg dig for livet'-vision, der er et samarbejde mellem DIF og DGI - og er den største idrætsvision i danmarkshistorien. En vision, der er i gang med sit tiende og sidste leveår, men på trods af et budget på over en halv milliard kroner fortsat er langt fra at nå de opstillede måltal.
I 'Alt tæller'-universet kan man få tips til, hvordan man sniger mere aktivitet ind i hverdagen. Som for eksempel "dans med støvsugeren", "en rask tur med plæneklipperen" eller sågar "juletræsfældning".
Men flere kritikere mener, at 'Alt tæller'-universet netop er et billede på, at 'Bevæg dig for livet'-visionen har fejlet.
- Det er desperat. Det kommer næppe til at flytte noget som helst, siger Simon Prahm, der er stifter af gadeidrætsorganisationen Game.
Han bakkes op af Søren Riiskjær, der tidligere har arbejdet i både DGI, Team Danmark og Kulturministeriet og er forfatter til bogen 'Dansk Idrætspolitik'.
- Det er at reducere idræt til ren sundhedsforebyggelse. Det mener jeg ikke er idrætsorganisationernes opgave. Det er jo ikke det, pengene skal gå til. DIF og DGI skal jo køre visionen, fordi idrætten er en vigtig kraft i samfundet og kan noget, som støvsugning ikke kan, siger Riiskjær.
DIF og DGI vil vise samfundsansvar
Henrik Brandt fra Idrættens Konsulenthus - og tidligere direktør i Idrættens Analyseinstitut - er enig i kritikken.
- Der er ikke noget forkert i at give befolkningen gode råd til, hvordan man skal bevæge sig. Det behøver bare ikke være DIF og DGI, der gør det. Man kan jo bare kigge på sin Facebook-væg, siger Henrik Brandt.
Men han har dog en god idé om, hvorfor de to hovedorganisationer alligevel er gået den vej med 'Bevæg dig for livet'.
- Det er en måde at vise deres samfundsansvar på. For det er jo logisk nok, at det med foreningerne er en kerneopgave for dem. Men det er nyt, at de også hævder at tage ansvaret for den bevægelse, der foregår uden for foreningslivet, siger Henrik Brandt.
- De har på den måde formået at plante deres 'Bevæg dig for livet'-flag ned i hverdagsbevægelsen uden at have den store indflydelse på de tendenser, som skaber vækst i idrætsdeltagelsen.
Den påstand er man sådan set ikke uenig i hos DIF og DGI selv. For det er helt bevidst, at de trods deres ophav som idrætsorganisationer er gået den vej, siger DGI's næstformand, Charlotte Bach Thomassen.
Hvorfor er det en opgave for en idrætsorganisation at opfordre til støvsugning eller græsklipning?
- Det er det da heller ikke nødvendigvis. Men der har vi så påtaget os det ansvar at se ud over det, vi oprindeligt har været sat i verden for. Der er mange indgange til det at have et fysisk aktivt liv, og der har det været ret vigtigt at få den der fælles erkendelse af, at alt tæller, siger DGI's næstformand, Charlotte Bach Thomassen.
- Det er ikke en opgave, vi er sat i verden for eller er forpligtet til, men det ligger naturligt i forlængelse af at tage et større ansvar for folkesundheden generelt.
Skulle visionen have været lukket?
Søren Riiskjær var ansat som idrætspolitisk chef i DGI fra 2013 til 2016, og dermed var han en del af organisationen i den periode, hvor Bevæg dig for livet-visionen blev udtænkt og søsat.
Han var altså også med, da den famøse 25-50-75-målsætning blev formuleret. 'Bevæg dig for livet' har som erklæret mål at få 50 procent af danskerne ind i en idrætsforening og få 75 procent af befolkningen til at være såkaldt idrætsaktiv inden 2025.
En målsætning, som DIF og DGI ikke er i nærheden af at indfri. Og det er måske ikke så mærkeligt, hvis man spørger Riiskjær, der siden sin udtræden af DGI har haft et kritisk blik på idrætsorganisationernes arbejde.
- Der lå ikke nogen dybere analyser bag de tal, andet end at det lød pænt, siger Søren Riiskjær.
Faktisk har organisationerne, som resultaterne er udeblevet, løbende fjernet sig mere og mere fra de konkrete måltal i deres kommunikation, og så sent som i foråret 2023 fortalte næstformand i DIF, Thomas Bach, til mediet Idrætsmonitor, at det ikke længere var realistisk at nå måltallene.
Burde man tidligere have lagt visionen radikalt om eller helt trukket stikket på den?
- Ja. Altså, det er jo fair nok, at man undervejs i sådan en strategi finder ud af, at målsætningerne måske ikke kan realiseres eller ikke er formuleret optimalt. Men der har man hele tiden fedtspillet og ikke klart formuleret, hvad målsætningen så skulle være, siger Søren Riiskjær.
Henrik Brandt mener, at idrætsorganisationerne ikke har ændret visionen undervejs af frygt for at tabe ansigt.
- Man har så kraftigt helliget sig det her projekt og solgt det til politikere på både Christiansborg og i kommunerne, at man faktisk ikke er i stand til at gå ud og tage en selvkritisk dialog om det her, fordi man har så meget prestige på spil. De kan ikke gå ud og indrømme, at her har de faktisk fejlet, eller her skulle de have grebet det an på en anden måde, siger Henrik Brandt fra Idrættens Konsulenthus.
Idrætsorganisationer affejer kritikken
Hos Danmarks Idrætsforbund har næstformand Thomas Bach været en del af bestyrelsen i DIF lige siden 'Bevæg dig for livet's spæde begyndelse. Han har med andre ord været med hele vejen, og han afviser på det kraftigste, at de ambitiøse 25-50-75-måltal skulle være opfundet til lejligheden blot for at skabe tilslutning til projektet fra både fonde og politikere. Men han vil gerne medgive, at ikke alt er gået helt som ønsket.
- Jeg er en af dem, der har været med hele vejen. Og der er tale om en meget reel ambition og vision for det, vi gerne vil og ville. Det kan godt være, det var mundret, og det kan også godt være, det var for ambitiøst, men da vi satte 'Bevæg dig for livet' i gang, var det med fuld ambition om at gøre Danmark til verdens mest idrætsaktive nation.
- Så er vi godt klar over, at der var nogle ting, som vi kunne have gjort bedre eller nået længere med i den periode, som vi har arbejdet med det. Men det er meget naturligt med en indsats, som snart har været igang i ti år, siger Thomas Bach.
Hverken hos DIF eller DGI køber man præmissen om, at man helt skulle have trukket stikket på visionen, da resultaterne udeblev. Eller at kampagnen med støvsuger- og plæneklipper-videoer skulle være et symptom på eller bevis for, at 'Bevæg dig for livet' er mislykkes som vision på trods af et samlet budget på over en halv milliard.
Kan du forstå, hvis man undrer sig over, at man ikke har droppet visionen i sin oprindelige form eller måske helt omformuleret målsætningen til noget andet og mere konkret?
- Nej.
Sådan lyder det korte svar fra DGI-formand Charlotte Bach Thomassen.
- At der skulle have været en efterspørgsel på, at vi skulle have nedlagt projektet eller nærmest lavet clean sheet, det kan jeg ikke følge, siger Charlotte Bach Thomassen.
- Vi har løbende justeret, når vi er blevet klogere på det, der ikke virkede. Jeg ser slet, slet ingen grund til, at den viden og læring vi har fået i løbet af projektet, skulle have skrinlagt projektet.