Der kan være mange penge i at dyrke professionel e-sport. Det beviste det danske Counter-Strike-hold Astralis, da det her i weekenden sikrede sig en præmiepulje på 3,5 millioner kroner.
Men pengene i spilverdenen bliver fordelt på relativt få hænder, fortæller Morten Høj Jensen, som er sportschef for det vejlensiske hold Tricked Esports.
Han kan med sit kendskab til lønninger inden for Counter-Strike: Global Offensive tælle til i omegnen af 40 danske spillere, der kan leve af det.
- Det er fordelt på en lille elite i toppen. Det er det problem, som e-sporten slås med; der er for langt fra de seks hold og ned til resten, siger Morten Høj Jensen.
Han mener, at e-sporten er på vej i den rigtige retning, og at det er et spørgsmål om tid, før der kommer flere hold i den gruppe, hvor der er penge i sporten.
Men det kræver en mere tydelig organisation og struktur inden for e-sporten, så sponsorer og fans kan følge med og se en idé i at poste penge i hold og spillere, mener sportsøkonom Jesper Jørgensen fra Deloitte.
- E-sport er en sport i sin vorden, og derfor vil toppen af sporten - de bedst betalte - være en relativt lille gruppe, siger Jesper Jørgensen.
Udover de 40 professionelle Counter-Strike-spillere er der også professionelle spillere i blandt andet League of Legends, Dota 2 og FIFA.