Mark O. Madsen dropper brydning og OL for MMA

Mark O. Madsen stopper karrieren som bryder og satser i stedet udelukkende på kampsporten MMA.

Mark O. Madsen vinder sin kamp mod den tidligere svenske MMA-mester Matthias Freyschuss under MMA Galla i Nykøbing Falster Hallen, lørdag den 13. januar 2018.. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Scanpix 2018) (Foto: © Mads Claus Rasmussen, Scanpix)

Mark O. Madsen har været Danmarks bedste bryder i de seneste år, og ved OL i Rio i 2016 vandt han sølv.

Nu stopper Mark O. Madsen karrieren som bryder og går i stedet efter at nå til tops i kampsporten MMA.

Det fortæller 33-årige Mark O. Madsen i en pressemeddelelse.

- Jeg har gennem længere tid gået med drømme og ambitioner om MMA. Det har vokset sig større og større.

- Og her i livet er det jo sådan, at der er en udløbsdato på nogle ting, som man er nødt til at gøre, før det er for sent, siger Mark O. Madsen.

Med stoppet inden for brydning står det også klart, at den 33-årige falstring dermed ikke stiller op ved OL i Tokyo i 2020.

Starter en ny rejse

Mark O. Madsen har ud over legene i Rio i 2016 også været med ved OL i London i 2012 og i Beijing i 2008.

- Siden, jeg var seks år, har jeg dyrket brydning og er gået efter at blive én af verdens bedste.

- Nu skal jeg ud på en ny rejse og opbygge viden og erfaring inden for MMA, og det er en super privilegeret mulighed for mig, siger han.

I Dansk Brydeforbund ærgrer man sig over stoppet.

- Han er ubetinget den bedste danske bryder i historien. Fire gange VM-sølv, VM-bronze, EM-bronze og senest OL-sølv.

- Der er ikke nogen tvivl. Han er den bedste gennem tiderne, siger Palle Nielsen, der er formand for Danmarks Brydeforbund, til BT.

Mark O. Madsen gjorde comeback i MMA i januar, hvor det blot tog ham 28 sekunder at gøre det af med Matthias Freyschuss.

I 2013 og 2014 vandt han to kampe over henholdsvis tyske Philipp Henze og engelske Chay Ingram.

Mark O. Madsen kæmper sin næste MMA-kamp til Danish MMA Night i Brøndby Hallen 9. juni.

/ritzau/