Kan du komme i tanke om en kvindelig træner i den bedste danske håndboldliga?
Eller hvad med kvindernes 3F Liga i fodbold? Nej, ved du hvad, hiv alle de bedste rækker i fodbold, håndbold, badminton, ishockey og basket – både mænd og kvinder - med i din granskning.
Hvis du har brug for lidt ekstra betænkningstid, er det ikke så underligt.
Forsvindende få elitetrænere i de bedste danske rækker i de største tilskuersportsgrene, som vores land har at byde på, er nemlig kvinder.
Kun 3,6 procent for at være helt præcis viser en opgørelse foretaget af DR Sporten. Tallet er trist og årsagerne bag det er mange, mener Danmarks Idrætsforbunds direktør, Morten Mølholm.
- Det er et katastrofalt lavt tal, og det er ikke tilfredsstillende. Vi ved godt, der er problemer på området, men tallet er katastrofalt lav og ser ikke godt ud, siger Mølholm.
Tallet viser, at der er endnu mere at kæmpe for i elitesportsverdenen end i resten af samfundet, når det kommer til ligestilling. For eksempel er 13 procent af alle direktører i Danmark kvinder. Altså, næsten fire gange så mange som elitetrænere.
Mindre risikovillige
DIF har i tre år arbejdet med at analysere, hvorfor få kvinder bliver elitetrænere i svømning, håndbold og tennis, og konklusionen peger på mekanismer, der trækker tråde til det, vi kan kalde det generelle samfund.
Ifølge DIF-analysen er kvinderne blandt andet mindre risikovillige end mændene, og den indlejrede usikkerhed der ligger i at bliver ansat som elitetræner, hvor alt fra dårlig klubøkonomi til tynde resultater kan ende med, at man pludselig står uden job, appellerer mindre til kvinder end mænd.
- Og så er der noget samfundsstrukturelt i, at når kvinder får børn, så er mænd for dårlige til at dele barslen og tiden med børnene i de unge år, og det gør det vanskeligt for kvinder at være i krævende job som for eksempel at være elitetræner, siger Morten Mølholm
- Jeg tror også, det er selvforstærkende, når der ikke er nogen kvinder, så er det svært at bryde igennem den kultur og blive den første. Så det er en ond cirkel.
Kan ikke sætte regler
I bestyrelseslokalerne i specialforbundene under DIF ser det noget bedre ud end på elitetrænerposterne. 23 procent er kvinder, men DIF vil arbejde på at få tallet op på 30 procent over de næste syv år.
Tabet ved at have så få kvinder er dog det samme, som gør sig gældende på trænerposten, mener Morten Mølholm:
- Jo mere diversitet, der er, desto flere andre vinkler får man på tingene, og det går tabt nu. Der er et stort potentiale, der går tabt. Kvinderne ville gribe tingene an på en anden måde, og det betyder, at vi måske går glip af nogle rigtig gode resultater, og det synes jeg, er ærgerligt.
DIF har dog ikke planer om at indføre kvoter, eller det der ligner, for at få flere kvinder til at blive elitetrænere.
- Man kan ikke diktere noget og sige, at forbundene skal ansætte de og de trænere. Det er et område, hvor man må arbejde på at ændre kulturen.
- Ude i klubberne bør man kigge på, om man i højere grad kan acceptere deltidstrænere. I højere grad kunne acceptere at have børnene på sidelinjen til træning. Og måske vigtigst af alt, at lederne i klubberne går i front til, at de også baner vejen for elitetrænere – jeg tror, der er mange elitetrænere, der er oppe imod en del fordomme, og det hjælper dem bestemt ikke, siger Morten Mølholm.