Der er som regel ingen atleter, der kommer til OL uden hjælp fra sit forbund. Men det er præcis, hvad René Holten Poulsen har formået.
Torsdag blev han nummer to ved et kvalifikationsstævne i Ungarn og sikrede billetten til Paris på 1000 meter enerkajak.
Siden 2022 har den 35-årige tidligere verdensmester stået for træning, økonomi og alt, hvad det indebærer at være professionel sportsmand, selv. Dansk Kano & Kajak Forbund (DKKF) vragede nemlig René Holten Poulsen i 2022 fra deres elitecenter. Det betød, at kajakroeren ikke kunne bruge forbundets faciliteter og trænere, ligesom han heller ikke ville få økonomisk støtte fra Team Danmark.
Årsagen var, at landstrænerne vurderede, at det ikke var realistisk for den tidligere OL-sølvvinder at komme i nærheden af OL-kravet her i 2024.
Det har René Holten Poulsen nu modbevist, for torsdag aften kvalificerede han sig til legene i Paris i. Det får dog ikke formanden for DKKF, Tom Faurschou, til at fortryde beslutningen fra 2022.
- Den baggrund, der lå til grund for beslutningen, vil jeg stadigvæk sige, var den rigtige. Vi som bestyrelse og administration læner os op ad de landstrænere, vi har ansat, og det var deres vurdering, at det sportslige potentiale ikke var der, og derfor traf vi den beslutning, fortæller Tom Faurschou til DR Sporten.
Var det en for tidlig beslutning, nu når han har bevist, at han kunne kvalificere sig?
- Jeg vil egentlig bare gentage, det jeg sagde, for på daværende tidspunkt, var det den rigtige beslutning at tage. Vi som politikere skal jo ikke kloge os så frygteligt meget på det sportslige, så derfor læner vi os meget op af vores landstrænere og administration. Og da havde vi nogle møder, hvor de fortæller om det perspektiv, de ser, og så traf vi den beslutning.
Selvom René Holten Poulsen ikke har været tilknyttet elitecentret, har han stadig repræsenteret Danmark på vandet, da han til World Cup og andre stævner har vist sig at være landets hurtigste kajakroer.
Forbund vil undersøge mulig støtte
Siden sagen fra 2022 er meget vand padlet under kajakbroen. Ifølge Tom Faurschou, der selv er i Ungarn og kunne bevidne René Holten Poulsen OL-kvalifikation, er der ingen sure miner mellerm forbundet og den danske roer.
- Det var en glæde. Og det er det ud fra det valg, vi traf i forbundet for to år siden. Det sagde jeg også til ham i går. Vi lykønsker ham og virkelig har stor respekt for det, han har gjort og formået med det hold omkring sig og de sponsorer, der har støttet ham. Det kan man kun have stor respekt for som forbund, fortæller Tom Faurschou.
Den imponerende bedrift får også formanden til at reagere. Med lidt over to måneder til OL, vil Tom Faurschou nu undersøge, hvordan han kan hjælpe den 35-årige kajakroer frem mod legene.
Det betyder dog ikke, at René Holten Poulsen kommer til at opholde sig på DKKFs elitecenter, fastslår formanden.
- På mandag tager vi fat i vores samarbejdspartnere ved Team Danmark og DIF, og prøver at få lavet et setup til René.
- Vi er meget afhængige af, som vores økonomi er i forbundet, at vi kan få DIF og Team Danmark på banen for at give ham noget støtte og den bedste forberedelse op mod Paris. Det er målet for os - også i respekt for det, han har gjort. Han er vores (DKKF's, red.) mest vindende atlet nogensinde, så det skylder vi ham, vil jeg sige, fortæller Tom Faurschou.
Formanden kan ikke på stående fod sige, om René Holten Poulsens setup kommer til at omfatte økonomisk støtte eller træningssparring.