Blev droppet af forbund, men nu er René Holten OL-klar: 'Hårdt at gøre det alene'

René Holten Poulsen har kvalificeret sig til sommerens OL i Paris, der samtidig bliver afslutningen på en lang karriere.

René Holten Poulsen har kvalificeret sig til karrierens fjerde OL. Det bliver samtidig sidste gang, vi får ham at se i kajakken. (Foto: © Keld Navntoft, Ritzau Scanpix)

Det er efterhånden otte år siden, at René Holten Poulsen sidst repræsenterede de røde-hvide farver ved de olympiske lege.

Den danske kajakroer missede muligheden for at kvalificere sig til det seneste OL i Tokyo i 2021, men efter en andenplads i torsdagens kvalifikationsstævne i den ungarske by Szeged kan han nu igen kalde sig olympisk atlet. For fjerde gang i karrieren.

- Det er en forløsning, at det hele lykkedes, og at jeg får lov til at få mine drømme opfyldt, siger René Holten til DR Sporten.

- Jeg er lidt overrasket over det, for jeg har ikke været med til OL siden 2016. Det har været en meget lang kamp, og der er sket mange ting. Jeg er jo et helt andet menneske, end jeg var for otte år siden.

Forløsningen skyldes ikke mindst, at René Holten i 2022 blev vraget af forbundet Dansk Kano og Kajak Forbund og mistede sin støtte fra Team Danmark. Årsagen til bruddet var dengang, at det ikke var realistisk for ham at komme i nærheden af OL-kvalifikationskravet.

Derfor har han siden dengang stået med tingene selv og det har selvsagt tæret på kræfterne.

- Det er rigtig hårdt at gøre det alene.

Han ved dog ikke endnu, om kvalifikationen kommer til at åbne døre hos Team Danmark, så han igen kan få støtte frem mod OL.

- Jeg koncentrerer mig bare om det her. Så må vi se, hvad der sker, siger han.

René Holten Poulsen var senest med ved OL i Rio i 2016, hvor han kom hjem uden medaljer. (Foto: © Damien Meyer, Scanpix Denmark)

Har ikke haft et tilfredsstillende OL-løb endnu

Kvalifikationen til legene i Paris har forlænget René Holtens karriere med et par måneder.

I januar meldte han ud, at han har har tænkt sig at pakke pagajen endegyldigt væk efter sommerens lege i Paris.

Derfor håber han naturligvis også at slutte stærkt af ved verdens allerstørste sportsbegivenhed.

- Jeg har aldrig rigtig haft et OL-løb, hvor jeg var rigtig tilfreds. Det vil selvfølgelig være fedest at kunne slutte det hele af med en finale. Så må vi se, om jeg ikke kan lave et rigtig godt løb, siger René Holten.

Han har dog endnu ikke lagt planer for, hvordan han har tænkt sig at forberede sig til OL. I første omgang handler det om World Cuppen i 500 og 1000 meter i weekenden, inden turen går hjem til Danmark på mandag.

- Så skal jeg have et par dage til at være sammen med min søn og min kæreste, og så starter forberedelserne. Men jeg skal lige have noget luft, så jeg kan finde ud af, hvad planen skal være.