Fantastisk bedrift: Danske sejlerbrødre vinder VM-guld 38 år efter OL-debut

Brødrene Jørgen og Jacob Bojsen-Møller vandt lørdag VM-guld i den tidligere OL-bådklasse Flying Dutchman. Det var VM-titel nummer syv for Jacob og ni for Jørgen.

62-årige Jacob Bojsen-Møller (t.h). sammen med sin 64-årige storebror Jørgen under en sejlads i 2010. (Foto: © Mick Anderson)

Lørdag kunne to af dansk sejlsports mest erfarne repræsentanter juble: Jørgen og Jacob Bojsen-Møller sikrede sig endnu en VM-titel i to lange og flotte karrierer.

Det skriver Dansk Sejlunion i en hyldest på unionens Facebook-side.

Brødrene sejlede i 1980 første gang OL sammen, da det blev til en samlet sjetteplads i Tallin. Fire år senere var de med ved OL i Los Angeles, hvor det blev til en fjerdeplads.

Lørdag - hele 38 år efter OL-debuten - kunne brødrene så sikre sig VM-titel nummer syv for Jacobs vedkommende og ni for Jørgens vedkommende.

- Vi har trænet meget og har mange års erfaring, og det betalte sig i dag, siger Jørgen Bojsen-Møller i et interview på verdensmesterskabernes officielle Facebook-side.

De erfarne danskere var suverænt godt sejlende med sejre i syv ud af ni sejladser.

Jørgen Bojsen-Møller bærer fanen ind ved åbningsceremonien til OL i 1992 i Barcelona. (Foto: © Steen Ole)

De forsvarende ungarske mestre Szabolcs Majthény og András Domoskos måtte dermed tage til takke med andenpladsen, mens italienerne Nicola Vespasiani og Francesco Vespasiani sluttede som nummer tre.

- Det handler om små detaljer hele vejen, og når man lægger dem sammen, fungerer det i sidste ende, siger Jacob Bojsen-Møller.

Selvom de mange VM-titler unægteligt er imponerende, vil storebror Jørgen formentligt fremhæve en anden sejr som karrierens største. I 1988 sikrede han sig OL-guld i Flying Dutcman-klassen sammen med makkeren Christian Grønborg.

I bådklassens sidste OL-optræden i 1992 vandt Jørgen Bojsen-Møller også en OL-bronze sammen med fætteren Jens Bojsen-Møller.

Årets VM i den nu tidligere OL-bådklasse blev afviklet i hollandske Medemblik.