Der var dansk medaljehøst i OL-bådklassen Nacra 17 i fredags, hvor duoen Christian Peter Lübeck og Lin Ea Cenholt sikrede sig EM-bronze efter flere flotte sejladser.
Det øger optimismen hos duoen forud for VM i Aarhus til august - ikke mindst på baggrund af duoens forår, hvor Christian Peter Lübeck måtte sidde ude i flere måneder på grund af en alvorlig lægskade.
- Det føles sgu meget godt med EM-bronzen. Vi synes, vi var meget godt sejlende i vinters, og så blev min skade et stort tilbageslag. Men det var rart at opleve, at vi stadig kan være med i toppen, siger Christian Peter Lübeck
Ved VM skal danskerne dyste mod den øvrige verdenselite, og selvom det i sig selv er motiverende, er målsætningen først og fremmest at sikre en dansk kvalifikation til OL i 2020.
- Drømmen er at lave en VM-podieplads, men målsætningen er at sikre en nationsplads til OL. Vi har haft fokus på at præstere under pres, for vi har før smidt topplaceringer, når presset har været allerstørst. Hvis vi står i samme situation ved VM, ved vi, at vi kan præstere, fortæller han.
Der uddeles OL-pladser til de 8 bedste nationer ved VM i Danmark. Duoen Lübeck og Cenholt er lige nu den bedste danske besætning i Nacra 17-klassen, og derfor er de også favoritter til at få den danske OL-plads, hvis målsætningen opfyldes.
Drømmen om et OL har fået ekstra vind i sejlene, efter Lübeck og Cenholt var blandt de 47 atleter, som blev udvalgt til at modtage ekstra økonomisk støtte efter en donation til Team Danmark og Danmarks Idrætsforbund.
Parret får en månedlig ydelse på 5.000 kroner frem til januar 2019, hvorefter beløbet fordobles.
- Det er ikke nogen hemmelighed, at man ikke bliver rig af at sejle, så det gør en stor forskel. Lin har eksempelvis fået mulighed for at flytte, hvilket hun ellers ikke vil have råd til. Støtten giver en større frihed i livet ved siden af sporten, siger Christian Peter Lübeck.
VM i Aarhus for alle ti olympiske klasser sejles i dagene 2. til 12. august.