Med bølgerne rasende om ørerne og middelvinde, der ville få de fleste tv-stationer til at gå i gult, trodser verdens mest hårdføre sejlere klodens værste elementer i kampen om at vinde Volvo Ocean Race. Danske Jena Mai Hansen er en af dem.
Hun er en del af besætningen på den dansk-sponsorerede båd Vestas 11th hour racing, der i et felt på seks både skal sejle jorden rundt på elleve etaper.
Lidt af en omvæltning for danskeren, der ikke bare er vant til at sejle i en meget mindre båd, men også normalt holder sig væsentligt tættere til kysten, når hun sejler i den såkaldte 49’erFX-båd. En bådklasse, som hun sammen med makkeren Katja Salskov-Iversen vandt verdensmesterskabet i tidligere i år.
- Det er utroligt, hvad det gør ved hjernen, at man ikke kan se land i flere dage i træk. Pludselig er verden meget stor. Man tænker, om man overhovedet kommer til at se land igen. Det sætter store tanker i gang om livet, fortæller Jena Mai Hansen.
Som en del af træningen til Volvo Ocean Race har den 28-årige sejler krydset Atlanterhavet med resten af teamet to gange i den toptunede båd, hvor alt overflødigt materiale og udstyr er skrabet væk.
- Det var enormt skræmmende, når man ikke er vant til at være på en stor båd. Nu har jeg ikke været i krig, men jeg tror, det lyder ligesom i en krigszone, hvor der ikke er stille på noget tidspunkt.
- Lydene er enormt høje. Båden er en racingmachine, der er bygget til at sejle stærkt. Dens skrog er ikke særligt tykt, så man kan høre alt, der foregår på båden. Hvis der bliver slækket på nogle reb eller flyttet rundt på ting, kan man høre det meget voldsomt, siger hun og tilføjer:
- Jeg troede flere gange, at vi skulle i redningsbådene. Jeg blev også nødt til at sige til de andre midt om natten, at jeg var bange for det. Men de har styr på, hvad de laver, og satte mig ved roret alligevel, og så kunne jeg finde tryghed ved det.
Sejlet ind i en hval
Volvo Ocean Race, som afholdes hvert tredje år, er et ekstremt ræs.
Bådene skal tilbagelægge 83.000 kilometer rundt om jorden på tværs af farvande, der ikke bare bringer besætningerne over bølger så store som fleretagers ejendomme, kaster dem rundt i hidsige vinde, men også – som det skete en enkelt aften, hvor Jena Mai Hansen netop havde afsluttet en vagt ved roret - bringer dem på kollisionskurs med klodens største dyr, der ligger i overfladen og sover om natten:
- Jeg har lige styret og er kommet ned i båden og skal lave mad, men så bliver jeg bare slynget gennem båden. Man kan mærke, at vores køl rammer et eller andet.
- Det var ikke hårdt som en container. Når vi sejler i dagslys, ser vi hvalerne rigtig tæt på, så jeg er sikker på, at det var en hval, der har fået et ordentligt slag over nakken.
Mens det hårde bump på sejlruten vælter Jena Mai Hansen rundt i båden, er der flere af de andre besætningsmedlemmer, som fra deres køje knap nok ænser tumulten. Mange af danskerens teamkolleger er vant til at sejle på klodens største farvande, og deres rutine byder dem at tage situationen med stoisk ro.
- Teamet har fuldstændigt styr på det, og de viser ikke, de er bange på nogen måde, og det gør mig rolig. De er simpelthen så dygtige sejlere, og det er så dejligt at være en del af et hold, hvor folk er så professionelle.
Missede første etape
Jena Mai Hansen blev i foråret tilbudt at være med på den danske båd i Volvo Ocean Race. En sejlads, hun vidste ville komme til at stjæle tid fra træningen med Katja Salskov-Iversen i 49erFX-båden, men som samtidig var en sjælden mulighed for at lægge kimen til en permanent karriere som professionel sejler.
Sammen blev 49erFX-parret enige om at fortsætte samarbejdet og satse på at kvalificere sig til de olympiske lege i Tokyo i 2020, hvor de skal forsøge at forbedre deres bronzemedalje fra Rio, mens Jena Mai Hansen samtidig skulle have lov til at forfølge drømmen om at deltage i verdens hårdeste kapsejlads:
- Katja og jeg har heldigvis snakket meget om det, og vi er blevet enige om stadig at ville kæmpe for at komme til OL, og der kan den her oplevelse forhåbentlig være med til at styrke os – så jeg kommer med noget nyt, og det ikke bare bliver det samme.
- Det virkede som det rigtige tidspunkt i forhold til min alder. Jeg kunne godt tænke mig at blive i sejlsport, og så er det et superfedt tilbud og en kæmpe cadeau, så jeg kunne ikke lade være med at sige ja.
Søndag begynder anden etape af Volvo Ocean Race, hvor der skal sejles fra Lissabon til Cape Town i Sydafrika, og det bliver samtidig Jena Mai Hansens første ombord i det officielle ræs.
Få dage før starten på første etape fra Alicante til Lissabon, blev den ni mand store besætnings eneste medlem med den nødvendige 'medical education' ramt af en let diskusprolaps.
Holdet blev nødt til at omrokere, for der skal være mindst ét medlem om bord med førnævnte 'medical education'. Kun holdets kvindelige reserve havde denne uddannelse, og derfor fik hun en plads på båden i stedet for Jena Mai Hansen.
Vestas 11th hour racing vandt etapen og fører lige nu Volvo Ocean Race.
Når starten går i Lissabon er Jena Mai Hansen dog helt sikkert med på båden. I den forgangne uge har hun været i Southampton i England for selv at få den nødvendige 'medical education', og samtidig skulle besætningsmedlemmet med den lette diskusprolaps være kommet sig i sådan en grad, at han også forventes klar til næste ’ben’, som det hedder i sejlsport. Et ben, hvor teamet igen satser på at komme først i mål.
- Ambitionerne er at blive bedre til flere forskellige ting på båden på næste ben – der er stadig ting, der ikke fungerer optimalt. Men det overordnede mål at vinde.
- Det er langt fra alle, der har sat penge på os – nogle af de andre både har nemlig mere erfaring ombord men det handler meget om dynamikken på et hold, og vores hold kan bare virkelig godt sammen. Det kan nogle gange få nogle ting frem, som kan være med til at gøre, at man vinder.