Dansk verdensmester vil på podiet på triatlons kongedistance trods skade

I juli blev hun verdensmester i triatlon, og står det til Helle Frederiksen selv, kæmper hun også med om sejren ved Ironman VM på Hawaii. Men en fodskade har forstyrret en ellers optimal optakt.

Den danske triatlet Helle Frederiksen vinder VM i triatlon på den lange distance i Odense lørdag den 14. juli 2018. . (Foto: Birgitte Carol Heiberg/Ritzau Scanpix) (Foto: © Birgitte Carol Heiberg, Birgitte Carol Heiberg)

At slutte på podiet ved det legendariske VM i Ironman på Hawaii. Det er målsætningen for 37-årige Helle Frederiksen, hvis hun da stiller til start, når verdenseliten samles til kamp om hæder og ære lørdag d. 13. oktober.

For selvom hun med egne ord nærmest er i sit livs form, er der pludselig malurt i bægeret.

En fodskade har de seneste uger begrænset træningsmængden for Helle Frederiksen.

- Alt gik egentlig, som det skulle, og jeg har næsten haft en perfekt forberedelse, men under et træningsophold på Mallorca har jeg brugt en cykelsko, som har strammet for meget om min fod, fortæller Helle Frederiksen, som i juli blev verdensmester på den lange triatlon-distance.

Uden at have fået et forvarsel fra kroppen måtte Helle Frederiksen sande, at foden pludselig gjorde mere ondt end normalt. Derfor lander den danske triatlet tirsdag på Hawaii med en betændelsestilstand ved en sene i foden.

- Det er lidt af en følelsesmæssig rutsjebanetur. Til at starte med tænkte jeg: 'Det er sgu ikke ok, at det sker for mig', og man skal også have lov til at reagere følelsesmæssigt. Men når man er færdig med at være ked af det, bliver man også nødt til at lægge en plan og tænke fremad.

Derfor tager Helle Frederiksen til Hawaii med et nøje udtænkt træningsprogram. Svømme- og cykeltræningen er ikke den store udfordring, men løbeformen skal pudses af i et bassin.

Ved at løbe med underkroppen under vand belastes den plagede fod langt mindre, og dermed kan Helle Frederiksen forhåbentlig blive klar til at konkurrere om VM-titlen.

- Det er noget pis, at det er sket, men jeg tror sgu stadig på, at jeg stiller til start og kan opfylde mine ambitioner.

VM på Ironman-distancen har været afviklet på Hawaii siden 1978.