Dansk skikomet banker nordmænd og får podieplads i Norge

Den danske skiløber Christoffer Faarup imponerer og kører sig til tredjeplads ved de norske mesterskaber i alpint skiløb.

Christoffer Faarup har fart på karrieren. (Foto: © Mike Segar, Scanpix)

Den danske skiløber Christoffer Faarup gav prøver på sit store talent ved VM i Schweiz i februar, hvor det danske stortalent viste imponerende takter.

Og de flotte takter fortsætter på norsk grund. Christoffer Faarup har fart i skiene ved de norske mesterskaber i alpint skiløb, der løber af stablen nu.

Her har danskeren kørt sig ind på en imponerende tredjeplads i Super G. Desværre må Faarup kigge langt efter en bronzemedalje, da udenlandske deltagere ikke kan vinde metal.

24-årige Faarup har tilgengæld alle mulighder for at vinde metal i næste uge, når Alpint DM begynder. Her skal den danske skikomet forsvare intet mindre end fire DM-titler.