Dansk OL-skiløber rejser verden tynd på jagt efter 'pipes'

Grønlandske Laila Friis-Salling skal repræsentere Danmark i freestyle ski ved vinter-OL.

Laila Friis-Salling skal konkurrere i halfpipe. (Foto: © Dansk Skiforbund)

Det er lidt af et paradoks, at freestyleskiløberen Laila Friis-Salling lige om lidt skal deltage ved vinter-OL.

I Grønland, hvor den 32-årige skiløber er vokset op, findes der nemlig ikke nogen halfpipe, som ellers er den disciplin, som Laila Friis-Salling skal konkurrere i ved OL i Sydkorea.

Derfor har hun de sidste fire år rejst rundt i verden på jagt efter den perfekte halfpipe.

- Jeg har trænet med piger fra Holland og New Zealand, for vi har jo ikke nogen officiel træner i Danmark. Vi træner sammen og tager til World Cups sammen, så vi har boet i USA, Schweiz, Østrig ja, hvor end der er en halfpipe.

Lærer tricks af stjernerne

I sin jagt efter ’pipes’ har Laila Friis-Salling blandt andre stødt ind i verdensstjernen Shawn White, der har vundet to OL-guldmedaljer på snowboard, samt et utal af X Games-sejre.

- Man kigger jo på stjernene og lærer noget. Og nogle gange, når man skal ind i pipen, snakker man lige med trænerne, og så får man nogle tricks.

Kvindernes halfpipe-konkurrence køres den 20. februar under OL.