I dag udtog Danmarks Idrætsforbund den sidste danske atlet til vinter-OL i Pyeongchang, der starter 9. februar. Med udtagelsen af den alpine skiløber Casper Dyrbye er alle på det danske OL-hold nu officielt udtaget.
I alt 17 atleter skal repræsentere Danmark, hvilket er det næsthøjeste antal danske OL-atleter ved et vinter-OL, antallet overgås kun af holdet ved OL i Vancoucver i 2010, hvor der var 18 atleter.
To curlinghold, tre speedskatere, to alpinister, en langrendsløber og en freestyler skal repræsentere Danmark i Sydkorea. Her er et overblik over de udtagne.
SPEEDSKATING
Elena Rigas
Bliver fanebærer for Danmark. 20 år gammel, startede som inline skater, skiftede til speed skating i 2010 og blev europamester i 2016.
Stefan Due Schmidt
Viktor Hald Thorup
ALPIN SKI
Christoffer Faarup
24 årige Faarup flyttede som 14-årig til Norge for at forfølge sin drøm på pisterne. Favoritdisciplinerne er styrtløb og super-G.
Casper Dyrbye
Den sidst udtagne danske atlet. 21-årige Dyrbye er med på en kvoteplads og stiller op i slalom og storslaom.
CURLING
Det danske kvindehold i curling fejer i historiske spor. Danmarks eneste vinter Ol-medalje kom i 1998 i Nagano, da Danmarks kvindelige curlinghold vandt sølv.
Madeline Dupont
Denise Dupont
Julie Dall Høgh
Mathilde Halse
Lina Knudsen
Rasmus Stjerne
Rasmus Stjerne er kaptajn for det danske herrelandshold i curling. Repræsenterede Danmark ved OL i Sochi i 2014. Holdet blev nummer to ved VM i 2016.
Johnny Frederiksen
Mikkel Poulsen
Oliver Dupont
Morten Thomsen
FREESTYLE SKI
Laila Friis-Salling
32-årige Laila Friis-Salling er fra Grønland og stiller op i halfpipe. Startede med snowboard, men skiftede til ski for fem år siden.
LANGREND
Martin Møller
Den 37-årige langrendsløber er dansk/grønlandsk og bor i Nuuk. Da Grønland ikke har en Olympisk Komité stiller han op for Danmark. Ved vinter-OL i 2014 opnåede han en 52. plads i 30 km skiatlon.