Er der en, der lige vil knibe Benjamin Drue Reus i armen?
Det har han brug for.
I hvert fald har den 25-årige dartspiller svært ved at fatte, hvad det er, der venter ham lørdag eftermiddag ved den store majorturnering UK Open i England.
- Det er surrealistisk. Det overgår min vildeste fantasi. Jeg havde slet ikke regnet med det. Da jeg tog afsted for at spille den her weekend, havde jeg bare en målsætning om at vinde første kamp. Jeg havde hverken fysisk eller psykisk forberedt mig på, at jeg også skulle spille i dag(lørdag, red.), siger Benjamin Drue Reus til DR Sporten.
Men det skal han. Spille lørdag, altså.
For her venter et møde i turneringens 1/16-finaler med ingen ringere end verdensmesteren, engelske Luke Humphries, på turneringens største scene. I danskerens debut på den profesionelle dart-tour.
- Han er en af mine personlige favoritter, så det bliver vildt at skulle møde ham og spille mod ham på den store scene, siger Reus med en snert af nervøsitet på klingende fynsk.
Grunden til, at den 25-årige fynbo, der til daglig repræsenterer Dartklubben Fluen i Sønderborg, pludselig står ansigt til ansigt med verdensmesteren og verdensranglistens nummer et, skal vi tilbage til fredagens kampe for at finde.
Dansk darthistorie
For her skrev Benjamin Drue Reus dansk darthistorie af flere omgange.
Allerede i første runde blev Reus historisk, da han som den første dansker nogensinde vandt en kamp ved UK Open, der er en af dartkalenderens største turneringer. Det er en såkaldt major, der arrangeres af det professionelle dartforbund, PDC. I første runde slog danskeren hollandske Bradly Roes 6-4.
Og så var målsætningen egentlig opfyldt for Benjamin Drue Reus. Men danskeren fortsatte ufortrødent. I anden runde besejrede han engelske Tom Lonsdale, inden han i tredje runde for alvor chokerede publikum, da han sendte den tidligere VM-kvartfinalist og nummer 33 på verdensranglisten, engelske Callan Rydz, ud af turneringen.
Fredag aften leverede danskeren så sit hidtil største resultat, da han slog den tidligere majorvinder og Premier League-finalist, José de Sousa, med 10-7. Med sejren over verdens nummer 26 er han klar til 1/16-finalen. Så langt er en dansker aldrig nået ved en major-turnering.
- For mit vedkommende er det svært at beskrive. Jeg har gjort noget, jeg selv troede, var umuligt. Men i sidste ende er det jo bare fire kampe, jeg har vundet, siger den beskedne fynbo, der har svært ved at forklare succesen:
- Jeg tror bare, jeg har fundet ind i en tankegang om, at jeg kan spille frit. Så jeg har bare kunnet slappe af og nyde spillet, mens jeg har været i det.
Fredagens resultater betyder, at danskeren rykker fra en plads som nummer 120 til en plads som nummer 98 på verdensranglisten. Men med en sejr lørdag kan han banke sig endnu længere ind i top 100.
Verdensmesteren venter
Benjamin Drue Reus er uddannet pædagog, men arbejder ikke for tiden, da han bruger det meste af sin tid på sit dart-sats.
Det gav pote, da han i januar vandt et såkaldt Tour Card, der giver adgang til at deltage på PDC's Pro Tour.
Og den mulighed har den danske dartspiller altså valgt at udnytte til fulde ved den store turnering i England. Og lørdag eftermiddag stiller Benjamin Drue Reus sig så op ansigt til ansigt med Luke Humphries, der i begyndelsen af januar vandt VM efter en dramatisk finale mod dartkometen Luke Littler.
Og det er vel at mærke en Luke Humphries, der har publikum med sig på hjemmebane i England. Et sted, der er kendt for at levere en intens og højlydt dart-atmosfære.
- Det har jeg skullet vænne mig til. Jeg har spillet på nogle baner, hvor der har været en del tilskuere, der har været helt tæt på banen. Så når de virkelig har været i højt humør, så har man fornemmelsen af, at de står og skriger én lige ind i øret, griner Benjamin Drue Reus.
Men hvis han formår at kontrollere kulissen, så mener danskeren godt, han kan drille verdens bedste dartspiller.
- Hvis jeg kan formå at holde hovedet og nerverne på køl og finder det spil frem, som jeg ved, jeg kan, så tror jeg på, jeg kan presse ham, siger han.
Allerede nu har danskeren sikret sig knap 44.000 kroner i præmiepenge. Et tal, der fordobles, hvis han formår at slå Luke Humphries lørdag.
Kampen mellem Reus og Humphries er hovedkampen på den største scene ved turneringen.
Kampen forventes at blive afviklet kl. 16.45 og kan følges på Viaplay eller PDC.tv.