Når de para-olympiske lege løber af stablen i Rio i september bliver Danmark repræsenteret af et dressurlandshold bestående af fire ekvipager samt en individuel ekvipage.
Det har Det Internationale Rideforbund, FEI, bekræftet, oplyser Dansk Ride Forbund torsdag.
- Jeg er meget glad for, at vi får fem danske paradressurryttere med til Rio. Hele holdet har trænet hårdt og er i topform, og efter min mening har vi et af de bedste bruttohold i verden inden for paradressur.
- Derfor mener jeg også, at de fem pladser er velfortjent, og mit mål er, at vi kommer hjem fra Rio med to-tre medaljer, siger landstræner David Amager til forbundets hjemmeside.
De danske paradressurryttere har en lang tradition for at blande sig i verdenstoppen ved de internationale mesterskaber.
Det er op til landstræner David Amager at sætte det hold og udvælge den individuelle ekvipage, der skal repræsentere Danmark i Rio fra 7. til 18. september.
Tre af de danske ryttere skal i denne weekend ved et ridestævne i Doha vise landstræneren, at det netop er dem, der skal med til Brasilien.
Endnu har Danmark ingen kvalificerede deltagere i ridning ved sommerens OL i Rio, men flere stævner i weekenden rundt om i verden kan lave om på det, oplyser rideforbundet til Ritzau.
/ritzau/