Bueskytten fra Tinas Pølsevogn sætter ny europarekord

Sarah Sønnichsen har slået sin egen Europa-rekord for compound-bueskydning ved et world cup-stævne i Kina.

Sarah Sønnichsen har fået en flyvende start på world cuppen i Shanghai, hvor hun på førstedagen satte ny europa-rekord.

Sarah Sønnichsen, der skyder compound-bue, scorede hele 707 point ud af 720 mulige og slog dermed den daværende europa-rekord med et enkelt point. En rekord, som hun i øvrigt selv var indehaver af.

- Jeg blev overrasket og glad, og det er så fedt at sætte rekorder, siger Sarah Sønnichsen til DR.

Arbejder i Tinas Pølsevogn

Når Sarah Sønnichsen ikke skyder med bue, arbejder hun i Tinas Pølsevogn i Taastrup for at få råd til at rejse rundt i verden og forfølge drømmen om at etablere sig i bueskydningseliten.

- Jeg elsker mit arbejde. Og Tina behandler mig utrolig godt, og hun er meget overbærende med, hvornår jeg skal have fri.

Hun arbejder i pølsevognen mellem 15-30 timer om ugen, som skal lægges oven i de 4-5 timer, hun træner bueskydning hver dag.

- Arbejdet passer mig så godt, for jeg har tid til at træne om formiddagen og så arbejde om aftenen.

Diæten som elitesportskvinde rimer ikke nødvendigvis på en ristet med det hele eller en hurtig Congo-bajer, men det kan alligevel være svært ikke lade sig friste.

- Som bueskytte behøver man som sådan ikke være lige så slank som en hækkeløber, så det kan godt være, der ryger en flæskestegssandwich eller en ristet hotdog ned. Men jeg prøver, jeg prøver virkelig at spise det lidt sundere, som der er dernede, siger Sarah Sønnichsen og tilføjer, at det kun er nogle få gange om året, at hun ikke kan holde fingrene fra de fedtede sager.

World cup-stævnet i Shanghai er det første i sæsonen, hvis højdepunkt er VM i Mexico senere på året.