De seneste fem år har Bueskydning Danmark oplevet en massiv tilgang af nye medlemmer - faktisk er antallet af medlemmer tredoblet fra 2011 til 2016.
Det betyder, at man i Bueskydning Danmark har nået et rekordhøjt niveau med 3640 medlemmer.
Interessen for at skyde med bue og pil kan også mærkes i Varde Bueskyttelaug. Det fortæller formand Torben Schäffer.
- Det er rigtig dejligt at se, hvordan folk i alle aldre strømmer til. I dag er vi over 70 medlemmer mellem 8 og 72 år, fortæller han.
Da det stod værst til i Varde Bueskyttelaug, var der kun 14 medlemmer.
Torben Schäffer mener, at forklaringen blandt andet skyldes et par populære spillefilm som for eksempel ’The Hunger Games’, hvor hovedpersonen skyder med bue og pil.
- Og så har der selvfølgelig været nogle flotte resultater ved OL og VM, som kan have øget kendskabet til sporten, fortæller han.
Torben Schäffer oplever også, at der er stor interesse for klubbens 3D-skydning med bue og pil. Her stiller klubben nogle autentiske gummidyr op. Det sker typisk ude i naturen, så man kan simulere en jagtsituation.
- På den måde kommer man ud i den friske luft og får noget motion. Det er rigtig dejligt, fortæller han.
I Syd- og Sønderjylland er der ni forskellige bueskydningsklubber.