Britisk Volvo Ocean Race-sejler er faldet over bord

Eftersøgningsholdet har ikke fundet John Fisher, og håbet svinder.

Stærke vinde i Stillehavet gav høj sø for flere af bådene, som det ses på billedet. (Foto: © Yann Riou, Volvo Ocean Race)

Den verdensomspændende kapsejlads Volvo Ocean Race er blevet ramt af, hvad der ligner en tragedie. Et besætningsmedlem på holdet Sun Hung Kai/Scallywag er faldet over bord og er endnu ikke blevet fundet.

Det drejer sig om den britiske sejler John Fisher, der tidligt mandag aften faldt over bord, da hans båd kom under voldsomt vejr og høje bølger. Båden er på vej fra Auckland i New Zealand til Itajai i Brasilien og krydser dermed hele Stillehavet.

Ulykken skete 1400 sømil vest for Sydamerikas sydspids, Kap Horn, og alle øvrige besætningsmedlemmer er i god behold, bekræftes det på Volvo Oceans Races hjemmeside. Desværre er håbet om at finde John Fisher ikke stort.

Vandet omkring båden er kun ni grader, og da mørket begyndte at falde på mandag aften, måtte redningsmyndighederne sande, at det ser sort ud.

- Vejret i området forventes at blive forværret i de kommende timer. På baggrund af den alvorlige vejrudsigt og med solnedgang om bare en time anerkender vi, at chancerne for en succesfuld redningsaktion svinder, skrev løbsarrangørerne på deres hjemmeside klokken 3.00 i nat dansk tid.

Team Sun Hung Kai/Scallywag har i lyset af ulykken valgt at lægge kursen om og sejle mod nærmeste havn på Sydamerikas vestkyst. Der er cirka 1200 sømil til land.

47-årige John Fisher er til daglig bosat i Adelaide i Australien. Han er en rutineret sejler og veteran ombord på Scallywag-båden.